Anders Holch Povlsen er gået sammen med Troels Holch Povlsen og en forretningspartner fra Kina om et nyt logistikfirma. 

Forsyningskæderne på verdensplan er under pres. Varer er forsinket, og prisstigningerne massive. Nu vil Bestseller-ejer Anders Holch Povlsen og hans far Troels Holch Povlsen, som stiftede Bestseller i 1975, forsøge at afhjælpe udfordringen ved at skabe et fælles logistiskfirma i samarbejde med forretningspartneren Adam Christian Dantzer, der fra Kina styrer aktiviteterne i Asien for Nine United-koncernen. Det skriver Finans.

Det nye selskab hedder Nine United Logistics og er stiftet under branchekoden ‘speditør’. Selskabet skal dog ikke ind i speditionsbranchen.

“Formålet med selskabet er at yde assistance omkring forbedringer og optimeringer i logistikkæden i virksomheder tilknyttet Brightfolk A/S og Nine United A/S,” udtaler Mogens Madsen, direktør i Nine United, til Finans. Ifølge ham er det meningen, at logistikselskabet skal skabe en platform for forbedringer. Blandt andet konsolidering af fragtaftaler, optimering af transporter og andre områder i logistikkæden.

Nine United Logistics er, ifølge Mogens Madsen, ikke stiftet på grund af den nuværende forsyningskrise, men krisen har været med til at fremskynde processen.

 

Foto: Bestseller