Med en vækst på mere end 50 procent over de seneste 12 måneder er den danske modeportal Miinto blevet en populær salgskanal.

Salgskanal for end 1500 modebutikker fordelt på 14 lande samt et fokus på premium, luksus og håndplukket lokal mode har vist sig som en opskrift på succes for den danske modeportal Miinto, der nu også kan udpege Skandinavien som den første region, der er blevet profitabel.

Miinto blev etableret i 2009, og i dag arbejder mere end 300 medarbejdere for virksomheden, der har hovedkontor i København. De seneste 12 måneder er salget øget med mere end 50 procent, hvilket bringer virksomhedens indtjening op på to milliarder kroner.

”Det var en stor milepæl for os at ramme en milliard kroner i omsætning for knap halvandet år siden. Det tog os mere end 10 år.  Så at vi allerede nu kan passere to milliarder kroner, er vi ekstremt stolte over. Men det beviser også, at vi i samarbejde med vores butikspartnere er på vej til at finde den rigtige formel,” siger Miinto stifter og CEO Konrad Kierklo i en pressemeddelelse.

Succesen skal blandt andet findes i et voksende antal loyale og tilbagevendende kunder, og netop de kunder er centrale for, at Skandinavien som den første region giver overskud.

“To milliarder kroner er en kæmpe milepæl, men vi er næsten endnu mere glade for at kunne præstere en overskudsgivende forretning i Skandinavien, som er blevet profitabel nu. Det beviser igen, at vi er på rette spor og er ved at finde formlen på indtjenings-siden også,” lyder det fra Konrad Kierklo.

Dog er det ikke kun Skandinavien, som får Miintos opmærksomhed. Der bliver investeret i nye markeder som Tyskland, Frankrig, Storbritannien, Italien, Spanien og Kina, og særligt Tyskland har taget godt imod den danske modeportal.

Miintos forretningsmodel

Når forbrugerne handler hos Miinto, handler de med butikker og ikke et stort centrallager. Butikkerne udvider via Miintos platform deres tilstedeværelse online – også på nye markeder.

”Det vi oplever nu, er, at butikkerne er blevet mere interesserede i at tænke salg på tværs af vores markeder. Det betyder, at vi har et tæt samarbejde med butikkerne, fordi vi kan forsyne dem med data fra vores over 100 millioner årlige online besøg, der giver dem en unik indsigt i, hvilke brands og kategorier, der sælger i de enkelte markeder,” forklarer Konrad Kierklo.

På den måde kan butikkerne optimere deres indkøb, hvilket effektiviserer både deres og Miintos forretning.

I regnskabsåret 2020/2021 så Miinto omsætningen øget med 54 procent. For regnskabsåret 2021/2022 forventes et tilsvarende niveau.