Copenhagen Fashion Week SS 21 præsenterer 34 brands i et nyt format, hvor de fysiske shows og præsentationer akkompagneres med digitale visninger.

Copenhagen Fashion Week, der finder sted den 9. til den 12. august 2020, kan i denne sæson præsentere 34 brands fra Danmark, Sverige, Norge, Finland og Tyskland – hvoraf 28 brands er gengangere. Copenhagen Fashion Week er stolte over, at modebranchen fortsat bakker op om modeugen i en tid, hvor intet er, som vi kender det. Det oplyser de i en pressemeddelelse.

“Det er uden tvivl en anderledes planlægning af modeugen denne gang. Der er mange ubekendte faktorer, der spiller ind, og derfor betyder den store og positive tilslutning, vi har fået fra brandsene, helt uvurderligt meget. Det betyder, at vi nu til august kan vise det samme høje niveau, som Copenhagen Fashion Week har opbygget og er kendt for med et stort set uændret antal deltagende brands,” fortæller Cecilie Thorsmark, CEO i Copenhagen Fashion Week, i pressemeddelelsen.

Listen af deltagende brands tegner tilsammen den skandinaviske- og nordeuropæiske modescene. Her kan nævnes danske brands som Ganni og Stine Goya, svenske Hope, Whyred og Holzweiler fra Norge, Marimekko fra Finland – som er ny på listen – samt blandt andet Lala Berlin fra Tyskland.

 

Messen digitaliseres

Modeugen har tilpasset sig den aktuelle situation ved at favne sæsonen bredere end det vante show- og præsentationsformat. De fysiske shows og præsentationer er stadig en del af messen fra brands som Soulland og Mark Kenly Domino Tan, men flere brands, herunder Baum und Pferdgarten og By Malene Birger, har valgt at vise deres universer digitalt med små film og digitale shows.

Også modebrandet Rabens Saloner er et af de danske brands, der har valgt at favne det nye hybrid format med deres show-debut hos Copenhagen Fashion Week i august. Det oplyser brandet i en pressemeddelelse.

”Vi er glade for at være en del af den officielle kalender ved Copenhagen Fashion Week, som er et vigtigt skridt fremad for vores brand. Modeugen bidrager med et stærk platform til at nå ud til internationale indkøbere og presse,” fortæller stifter og kreativ direktør hos Raben Saloner, Birgitte Raben, og fortsætter:

”At være et brand handler om mennesker og nære relationer, og det var aldrig vores plan at gå digitalt. Men hvis vi ser ind i fremtiden, er det vigtigt at kunne tilpasse sig og nytænke. Teamet og jeg anså denne mulighed med et ambitiøst og kreativt mindset og er stolte over og klar til at vise vores 2021.1 Collection til Copenhagen Fashion Week.”

Hele messen, både digitalt og fysisk, vil blive streamet og vist på Copenhagen Fashion Weeks nye digitale platform, der udarbejdes af Moon og lanceres op til modeugen. Det nye digitale format vil ligeledes give brandsene mulighed for at vise deres kollektioner til gæster, der ikke har mulighed for at rejse til Danmark.

 

Et samlingspunkt for modebranchen

Selv om Copenhagen Fashion Week denne sæson vil blive i et nyt format, ønsker man stadig at samle branchen og danne rammerne om blandt andet et talk-program samt branche- og forbrugerevents. Derfor kan modeugen nu også præsentere et fysisk hub beliggende centralt i København, som vil blive centrum for netop dette.

“Vi tror meget på vigtigheden i også at kunne mødes ansigt-til-ansigt. Modeugen er i sin dna en fysisk begivenhed, og derfor er vi utrolig glade for, at vi også kan være med til at samle branchen i dette hub. Sammen med de to modemesser, CIFF og Revolver, står vi sammen om at skabe en fantastisk modeuge, der kan være med til at løfte modebranchen videre,” slutter Cecilie Thorsmark.

 

Se det komplette brand line-up her:

7 Days

Baum und Pferdgarten

Blanche

Birgitte Herskind

Brøgger

By Malene Birger

Carcel

Custommade

Ganni

Gestuz

Helmstedt

Henrik Vibskov

Holzweiler

Hope

Lala Berlin

Lovechild 1979

Malaikaraiss

Marimekko

Mark Kenly Domino Tan

mfpen

Munthe

Nynne

Rabens Saloner

Rains

Remain

Rixo

Rodebjer

Samsøe Samsøe

Selected

Skall Studio

Soeren Le Schmidt

Soulland

Stine Goya

Whyred

Foto: Copenhagen Fashion Week, Baum und Pferdgarten