Magasin du Nord Fashion Prize: En forandret modepris i lyset af Covid-19

Modeprisen tager sig lidt anderledes ud i år end tidligere, idet prisen er tilpasset de udfordringer, som modebranchen står overfor som følge af Covid-19. Læs, hvad det betyder for de nominerede brands.

Siden sidste år har modeprisen Magasin du Nord Fashion Prize forandret og tilpasset sig de udfordringer, som modebranchen står over for i kølvandet på Covid-19. Det gælder både afviklingen af begivenheden og fordelingen af vinderlegatet. Det skriver Magasin i en pressemeddelelse, hvor også finalisterne af dette års modepris er blevet offentliggjort.

Wessel & Vetts Fonden har blandt andet valgt at fordele legatpengene blandt ti af tidligere års prismodtagere og finalister. Den beslutning er truffet i erkendelsen af, at mange små modevirksomheder kæmper for overlevelse i pandemitiden. Herudover får finalisterne også sparring gennem et netværk af juryens brancheeksperter.

“Vi håber, at vi med legaterne, netværket og mentorordningerne kan være med til at hjælpe finalisterne midt i en svær situation. En tid, hvor det er vigtigt at kunne omstille og tilpasse sig hurtigt, og hvor design, bæredygtighed og en god forretningsplan er essentielle. Gennem årene har relationen mellem deltagere og jurymedlemmerne udviklet sig til et stærkt, nærmest familiært netværk. Vi bakker hinanden op i denne tid, hvor det er vigtigere end nogensinde at kunne omstille sig hurtigt,” lød det dengang fra Nina Wedell-Wedellsborg, der er bestyrelsesmedlem for Wessel & Vetts Fonden og initiativtager til legatet.

Alle ti finalister får således et legat på 10.000 kroner. Derudover finder juryen en vinder, der modtager et legat på 200.000 kroner, målt på kriterierne bæredygtighed, etisk ansvarlighed, forretningsidéer og originalitet i design.

“Denne gang afviger vi fra traditionen og fokuserer ikke på en enkelt kollektion skabt til formålet. I stedet ser vi samlet på designernes eksisterende praksis, og hvordan de vil tackle de udfordringer, som de står overfor. I år bliver finalisterne især vurderet på bæredygtighed – det kommer man ganske enkelt ikke uden om her i 2020. Vi tjekker desuden, om deres forretningsplaner er holdbare, så de kan klare sig på markedet, og så forventer vi, at designerne som altid folder deres kreativitet ud i præsentationerne,” forklarer Nina Wedell-Wedellsborg.

 

Det betyder det for de nominerede brands

De nominerede brands er meget taknemmelige for den måde, Wessel & Vetts Fonden har valgt at afvikle modeprisen på i år. Læs, hvad det betyder for udvalgte nominerede herunder.

Sur le Chemin

“For Sur le Chemin betyder denne håndsrækning lige nu alverden. Det betyder først og fremmest vigtig anerkendelse af og synlighed omkring, hvad vi gør og står for. Det giver samtidig også håb for ekstra udvikling både med tanke på sparring fra det kompetente panel, men naturligvis også med tanke på, hvad det ville bringe med sig af yderligere opmærksomhed og mulighed for at realisere nye initiativer, som ellers måtte vente, hvis vi ligefrem er i stand til at vinde.”

Maikel Tawadros

”Tænk, at jeg har været så heldig at være med i Magasin du Nord Fashion Prize for anden gang. Det er fantastisk, at der findes fonde som Wessel & Vetts Fonden, der støtter op om små designere – især på grund af den tid, vi lige nu lever i med en global pandemi, som har sat en del virksomheder på tværs af brancher i en nedadgående retning. Håndsrækningen ville være med til, at jeg kunne få ro rent økonomisk i det næste lange stykke tid. Jeg ville kunne udvikle mine ‘Arv’ drops/kollektioner og kigge på endnu flere bæredygtige løsninger i alle aspekter af min lille virksomhed. Udover det økonomiske vil det også være en kæmpe anerkendelse for mine mange års arbejde på godt og ondt.”

Cecilie Bahnsen

“Jeg er meget taknemmelig for, hvad hun (Nina Wedell-Wedellsborg, red.) gør for unge designere. Prisen har allerede betydet rigtig meget for mig og mit brand. Jeg ser frem til at takke hende personligt for at have tænkt på os alle med dette års pris.” 


 

Torsdag den 22. oktober blev jurymøderne afviklet i den historiske Kunsthal Charlottenborg, hvor alle ti finalister præsenterede deres design og forretningsplaner. Finalisternes præsentationer bedømmes ud fra de tre kriterier: bæredygtighed og etisk ansvarlighed, forretningsidéer og originalitet i designet.

I alt 14 danske og internationale eksperter udgør dette års jurypanel og vælger altså i fællesskab en vinder. Juryen består blandt andet af medstifter af Ganni Nicolaj Reffstrup, direktør i Copenhagen Fashion Week Cecilie Thorsmark, direktør i Global Fashion Agenda Eva Kruse, indkøbsdirektør i Magasin Margrethe Dahl Lehrmann og modeikonet Pernille Teisbæk.

Foto: Jury

Vinderen af hovedpræmien annonceres den 5. november 2020.

Herunder ser du alle årets finalister:

  • Astrid Andersen
  • Kjetil Aas / Sur le Chemin
  • Cecilie Bahnsen
  • Carcel
  • Nikoline Liv Andersen
  • Freya Dalsjö
  • Brøgger
  • Maja Brix
  • Mfpen
  • Maikel Tawadros

Foto: Magasin du Nord Fashion Prize