“Den hurtige genåbning af samfundet har gjort det muligt at afvikle modeugen,” lyder det fra den adm. direktør i Copenhagen Fashion Week, der nu flytter sommerens SS 21 modeuge til den 9.-12. august 2020.

I starten af april indgik fem af modeugens aktører, Copenhagen Fashion Week, CIFF og Revolver med støtte fra Dansk Mode & Textil og brancheorganisationen Wear, en koordineret indsats om den kommende SS 21 modeuge. På daværende tidspunkt var der enighed om, at modeugen kunne og skulle eksekveres, men at den naturligvis skulle tilpasses situationen i branchen.

Som resultat af det tætte samarbejde og den overraskende hurtige genåbning af samfundet er der nu truffet en beslutning – sommerens modeuge afvikles fra den 9. til den 12. august 2020. Det oplyser Copenhagen Fashion Week i en pressemeddelelse.

“Vi står heldigvis i en situation med en genåbning af samfundet, der er gået langt hurtigere end forventet, og det har gjort det muligt for os at afvikle på – næsten – de samme datoer som normalt. Selvfølgelig tilrettelagt således, at alle vores aktiviteter eksekveres i overensstemmelse med de gældende myndighedskrav,” siger Cecilie Thorsmark, adm. direktør i Copenhagen Fashion Week i pressemeddelelsen og fortsætter:

“Vi har oplevet stor opbakning fra den skandinaviske branche, der fortsat har brug for modeugen som platform for omsætning, eksport og internationale samarbejder. Og for dem er de første par uger af august en afgørende fordel, hvorfor vi er meget tilfredse og glade for at kunne offentliggøre de nye datoer.”

 

Foto: Copenhagen Fashion Week