Hvad satser modebutikkerne på i indkøbsprocessen? Vi har spurgt indehaverne hos Mette F og Fashion By Strand.
Mette Frederiksen
Ejer af Mette F i Nykøbing Falster / mettef.dk
Hvad er vigtigt for dig, når du køber ind til butikken?
Når vi køber ind til butikken, lægger vi vægt på flere væsentlige aspekter. Først og fremmest skal tøjet afspejle de aktuelle trends, men samtidig have en tidløshed og alsidighed, der gør, at man kan bære det i mange år frem. Derudover udvælges alle styles med stor omtanke. Det er essentielt for os, at sortimentet både repræsenterer godt design og ansvarlighed. Det er også afgørende, at vi personligt selv kan lide det vi køber ind, så kunderne mærker det, når de træder ind i butikken.
Hvad kan en messe som CIFF bidrage med i dit arbejde som butiksindehaver?
En messe som CIFF bidrager med en stor værdi til vores arbejde. Her får vi mulighed for at opdage nye upcoming brands, som kan være med til at forme den kommende sæsons sortiment. Samtidig fungerer messen som en inspirationskilde, hvor vi kan fordybe os i forskellige tendenser, materialer osv. og dermed sikre, at udvalget i butikken fortsat er aktuelt og kurateret. CIFF giver også en god mulighed for at styrke relationerne til vores skønne leverandører med en uundværlig sparring, som i sidste ende kommer vores kunder til gode.
Handler I anderledes ind i disse tider? Og hvordan?
Vi handler anderledes ind i disse tider. Vi følger naturligvis de nye tendenser og trends, men vi prioriterer i endnu højere grad bæredygtighed og langtidsholdbarhed. Vores sortiment skal stadig føles fornyet og aktuelt, men samtidig være sammensat af styles, der er langtidsholdbare. Derudover har vi også opdateret vores brandportefølje for at sikre, at de mærker vi har i butikken også har en reel betydning for kunderne.

Sabrina Paulsen
Medejer af Fashion by Strand / fashionbystrand.dk
Hvad er vigtigt for dig, når du køber ind til butikken?
Det er vigtigt, at vi kan se os selv i tøjet. Vores webshop er i høj grad præget af styles og brands, vi selv ville gå med. Vi tror på, at når vi selv elsker produkterne, så kan kunderne også mærke det. Da vi udelukkende sælger online, er det samtidig vigtigt, at vi allerede under indkøbet kan se stærke imagebilleder og lookbooks på kollektionerne. Vi producerer naturligvis også vores eget content, men professionelle modelbilleder spiller stadig en stor rolle i markedsføringen. Derfor betyder det visuelle udtryk meget for vores indkøbsbeslutninger.
Hvad kan en messe som CIFF bidrage med i dit arbejde som butiksindehaver?
Vi elsker at købe ind online via B2B-platforme, især fordi vores egen forretning også er 100 % online. Men de to gange om året, hvor CIFF afholdes, prioriterer vi det fysiske indkøb. Det personlige møde styrker relationen til vores leverandører og sælgere, og man bliver inspireret på en helt anden måde. Samtidig giver messen et hurtigt og effektivt overblik over nye brands og tendenser, som vi måske ikke selv var stødt på online.
Handler I anderledes ind i disse tider? Og hvordan?
Vi er heldigvis i en situation med god vækst, hvilket betyder, at vi hele tiden skal balancere mellem at købe nok ind til at understøtte efterspørgslen – uden at overkøbe. Vi arbejder mere strategisk med vores indkøb, er opmærksomme på genbestillingsmuligheder og tænker i fleksibilitet, så vi kan følge med vores kunders behov og fortsætte den positive udvikling. Det handler i høj grad om at købe klogt frem for bare at købe mere.


