Merete Wang Andersen har gennem 10 år skabt et anerkendt brand med en insisteren på at køre salgsturene selv og have fødderne plantet i den fynske muld. Her fortæller stifter og CEO Merete Wang Andersen om at få lavet en tilstandsrapport på sin egen modevirksomhed og turde kigge indad fremfor at skæve til konkurrenterne.
Merete Wang Andersen beskrives ofte som en energisk hvirvelvind i branchen. En iværksættertype, der er kendt for sit drive, og som hellere vil være ude i marken end bag et skrivebord. Hun etablerede Costamani i 2015, da hun efter mange år i modebranchen ønskede at skabe noget unikt, der kunne skille sig ud på tøjstativerne. Dengang var hun inde over alle opgaver og processer på alle parametre. I dag har hun otte ansatte og 11 agenter, men særligt nogle opgaver holder hun fast i:
”Jeg står blandt andet selv for salget på Sjælland, for det er afgørende for mig at have hænderne i maskinrummet. Det er vigtigt, at jeg selv er den. Jeg får feedback direkte fra kunderne, og så kan jeg nemmere mærke, hvad der skal til. Det kan jeg også tydeligt
se på vores kollektioner – de er kun blevet stærkere,” fortæller Merete Wang Andersen.
Informationerne fra kunderne betragtes derfor som guld. Når kunderne efterspørger en specifik strik eller detalje, lytter hun. Det sikrer, at kollektionerne rammer plet med de feminine styles og unikke print, der kendetegner Costamani.

Tilstandsrapport på virksomheden
I en branche præget af konstant forandring og høj konkurrence har Costamani valgt en strategi, der handler om at kigge indad. Virksomheden har for nylig fået udarbejdet en såkaldt tilstandsrapport på forretningen for at finde optimeringsmuligheder inden for deres egne fire vægge:
”Vi arbejder hele tiden med os selv i stedet for at skæve til vores konkurrenter. Det handler blot om at holde fast og hele tiden dygtiggøre os,” fortæller Merete Wang Andersen.
Rapporten pegede på små og konkrete forbedringer. Netop viljen til altid at være agil og konstant forbedre sig har også givet pote på bundlinjen, som prioriteres højere end omsætningsvækst for enhver pris:
”Jeg er rigtig stolt af, at selvom vi går ned i omsætning, har vi hævet bundlinjen. Vi er også stadig selvfinansierede.”
Ordentlighed og hjælpsomhed
Gennem de mere end 10 år, som Costamani har været i markedet, har tætte relationer og samarbejdet med forhandlerne fået en stadig større betydning:
”Vi vil gerne hjælpe vores kunder hele vejen rundt. Vi laver for eksempel 150 e-com-billeder per kollektion, som kunderne frit kan hente i vores imagebank,” forklarer hun. Derudover arbejdes der med videoguides til styling, så butikkerne er klædt bedst muligt på til at sælge tøjet videre.
På hovedkontoret i Odense er stemningen familiær, og Merete Wang Andersen lægger vægt på, at hun ikke leder efter store ledelsesteorier, men efter sund fornuft og ordentlighed:
”Jeg har otte ansatte, jeg har aldrig været på noget lederkursus, og vi har ikke nogen HR-afdeling. Jeg er opdraget til, at man opfører sig ordentligt – som menneske og som leder. Så vil jeg hellere undvære alt end ikke at opføre mig ordentligt. Etik og moral er vigtigt for mig, og det navigerer jeg efter.”
Drevet af passion
Trods mange år i branchen er det stadig passionen, der driver værket for modedirektøren:
”Jeg synes stadig, det er sjovt. Og jeg bliver ved, så længe jeg synes det. Mit liv er måske lidt spoleret til tider, fordi der er gang i den hele tiden, og jeg farer rundt. Men vi står ikke stille. Vi finder hele tiden på nyt.”
Når Merete Wang Andersen kigger fremad, er drømmen ikke nødvendigvis en større modevirksomhed og mere ledelsesansvar, men muligheden for at fordybe sig endnu mere i kerneproduktet:
”Hvis jeg kun skulle designe og lave kollektionerne, tør jeg slet ikke tænke på, hvad Costamani kunne blive til. Jeg kunne godt drømme om, at nogen andre tog over på CEO-delen på sigt,” slutter Merete Wang Andersen og griner.






