Nicklas Malmgren Vad, Head of Buying hos Wheat, zoomer her ind på, hvordan data er et styrende element i design, indkøb og samarbejdet med leverandører.
Hvordan arbejder I med data i produktudviklingen?
Data bliver i stigende grad grundstenen i vores produktudvikling og kollektionsopbygning og fungerer som et fælles sprog mellem salg, indkøb og design. For os handler det om at kombinere kreativitet med systematisk indsigt, så beslutninger træffes på et bedre grundlag – fra data om indsalg og gennemsalg på en sæson til returrater, leverandørdata, optimale prispunkter og kundefeedback.
Tidligere var data i langt højere grad et værktøj, som vi primært anvendte i indkøb og salg, men i dag efterspørges det i stigende grad også af vores designere, så de kan træffe bedre designbeslutninger tidligere i processen.

Hvordan oplever I arbejdet med at indsamle mange datapunkter og få dem til at bevæge sig gnidningsfrit mellem jeres it-løsninger?
At indsamle mange datapunkter er én ting – at få dem til at arbejde gnidningsfrit sammen er en helt anden. Samtidig er der stor forskel på, hvilke datapunkter der er relevante for os i design- og produktudviklingsarbejdet, og hvad vores større kunder efterspørger. Desværre er indsamlingen af data stadig en meget håndholdt opgave. Det er ofte den enkelte indkøber eller leverandør, der skal oplyse data på en style eller en sæson, og datavalidering bliver hurtigt en uoverskuelig opgave med omkring 1.200 SKU’er pr. sæson og mindst 15.000 datapunkter.
Vi benytter Delogue, som er en stor hjælp i forhold til indsamling, vedligeholdelse, deling og opbevaring af data. Tidligere var vi i langt højere grad afhængige af vores ERP-system samt et utal af spreadsheets, men et velfungerende PLM-system gør det markant nemmere at differentiere data til de enkelte kunder og it-løsninger.
Hvor ser I det største behov for at strømline eller automatisere processer som dataindsamling, godkendelsesflows og materialetracking?
Næste skridt i vores rejse mod en mere digitaliseret virksomhed er helt klart automatisering af datainput og validering. Altså hvordan vi kan komme uden om manuelle processer, hvor vi i dag sidder og taster eksempelvis materialeinformation ind i systemer, og hvordan vi kan opsætte flows, så de rigtige personer validerer data.
I det ligger også en opgave i at få alle til at arbejde mod det samme mål og i de samme systemer. Vi er i gang med at lægge mere ansvar ud til vores leverandører i forhold til input af data, men internt skal vi også arbejde med at sikre, at alle forstår vigtigheden af datadisciplin.
Hvad i jeres nuværende it-setup har gjort den største forskel i jeres daglige arbejde – og hvorfor netop det?
På den korte bane har Delogue helt klart gjort en stor forskel i måden, som vi arbejder sammen internt og med vores leverandører. Der er grundlæggende sket en ændring i vores kommunikation, som allerede nu kan ses i form af en skarpere kollektion og faktisk også bedre priser på nogle produkter.
Ser vi lidt længere frem, kigger vi aktuelt på andre it-systemer til forecast af både sæson- og NOOS-varer. Systemer, der potentielt også kan bruges til forecast på sæsonens pre-sales, og som kan få stor betydning for, hvordan vi sammensætter en kollektion.



