Fra årsskiftet sætter en ny profil sig i direktørstolen for modehuset Stella Nova. Afgående direktør fortsætter som CFO.

”Som ny CEO for Stella Nova vil mit primære fokus være at lede virksomheden ind i en ny fase af international vækst samt udvikling af vores onlineunivers samtidig med, at vi har en sund bundlinje. En konkret opgave bliver at gennemføre beslutningen om at blive B corp-certificeret i løbet af 2025.”

Sådan lyder erklæringen fra Carina Andreassen, der fra januar måned sætter sig i direktørstolen som CEO for modehuset Stella Nova. B Corp-certificeringen er en global standard for, hvilken forskel en virksomhed gør for samfundet. Som certificeret B Corp forpligter man sig til at leve op til høje standarder både socialt, miljømæssigt og i forhold til gennemsigtighed.

”Med den certificering skal vi dokumentere, at der er handling bag de mange pæne ord. Arbejdet i og med Stella Nova kommer dermed også til at tjene et højere formål, noget jeg gerne vil stå i spidsen for,” siger Carina Andreassen.

Hun overtager posten som CEO fra Lili Denta, der til gengæld fortsætter som CFO:

”I de senere år har jeg bestridt begge opgaver, men Stella Nova er nu vokset sig så stor, at der skal være fuld fokus på begge opgaver. Det har vi vidst et stykke tid, og derfor blev Carina for længe siden udpeget af bestyrelsen til at afløse mig som CEO, og hun har derfor igennem en længere periode fungeret som min skygge-CEO og timingen med, at hun nu overtager det fulde ansvar som CEO fra årsskiftet er helt perfekt,” siger Lili Denta.

Og skiftet på direktørposten markerer også et usædvanligt parløb i den danske modeverden:

Carina Andreassen har tidligere arbejdet i otte år i Stella Nova som Operations & Supply Chain Manager samt Indkøbschef. Det var her, at hun fik hentet Lili Denta ind som konsulent i Stella Nova. Lili Denta var da CEO i sit eget firma Sourcing House.

I 2014 forlod Carina Andreassen Stella Nova og arbejdede de følgende år blandt andet for Birger Christensen for mærkerne Rotate og Remain. I sommeren 2021 hentede Lili Denta hende tilbage til Stella Nova. Lili Denta var da både CEO og CFO i Stella Nova samtidig med, hun fortsat havde Sourcing House, men væksten i Stella Nova krævede mere og mere. Og tanken med at hente Carina Andreassen tilbage var klar fra starten:

”Jeg ønskede ikke at komme tilbage til noget, der lignede mine tidligere stillinger. Jeg havde i mellemtiden også uddannet mig til psykoterapeut og var egentligt indstillet på, at det skulle være min fremtidige karriere. Men Stella Novas behov havde da også udviklet sig til, at de ønskede mere fokus på ledelse, så da jeg fik tilbudt at overtage lederskabet i virksomheden, var dette en enestående mulighed for at kombinere min store interesse for mennesker med egentlig forretningsudvikling, så det var ikke svært at sige ja til den mulighed,” siger Carina Andreassen.

Carina Andreassen overtager posten på et tidspunkt, hvor modehuset fortsætter de seneste års vækst og hvor 2022 blev et af de bedste i Stella Novas historie.

Foto: Stella Nova