Den danske modevirksomhed Elise Gug har netop erhvervet sig en ny adm. direktør, som i særdeleshed skal bidrage med sine sociale kompetencer og gode kommunikationsevner.
Pr. 15. maj 2018 har Elise Gug ansat ny adm. direktør, Elsebeth Bolvig, med henblik på yderligere at styrke organisationen. Elsebeth Bolvig har en faglig baggrund, hvor hun har haft fokus på strategi, markedsføring, salg og implementering, herunder et samarbejde med IBM.
Elsebeth Bolvig er endvidere uddannet psyko- og traumeterapeut med vægt på menneskelig udvikling. Om ansættelsen udtaler Elise Gugs bestyrelsesformand og medejer, Ermudde Fønss, i en pressemeddelelse:
”Elsebeths udpræget sociale kompetence og gode kommunikative evner med alle typer mennesker på tværs af faggrupper og niveauer, matcher med de kærneværdier Elise Gugs design udtrykker. Elisabeth har et professionelt rammeværk og får tingene gjort. Hun har en stor kreativ forståelse og bliver en rigtig god sparringspartner, der kommer til at formidle Elises flotte kvalitetsdesign til et større marked.”
I samarbejde med den danske trendsætter, Lotte Minch, arbejder Elise Gug på den kommende SS 19-kollektion.