For anden gang indenfor otte måneder trækker Baum und Pferdgarten DK Company i retten med beskyldninger om kopiering.

Baum und Pferdgarten fortæller i en pressemeddelelse, at virksomheden for anden gang i år oplever, at DK Company kopierer en af deres styles. Den nye sag vedrører et aktuelt Baum und Pferdgarten-design, en jakke med navnet Ballona. Det danske tøjbrand Ichi, som er ejet af DK Companhy, skulle have lavet en kopi af jakken i alt fra materiale, form og farver.

DK Company Vejle har begået en meget klar krænkelse af vores designrettigheder. Det er nu anden gang indenfor otte måneder, at DK Company er involveret i en kopisag i forbindelse med vores design. Det er helt uacceptabelt, at vi i den danske modebranche her vælger at kopiere hinanden,” udtaler Teis Bruun, ejer af og CEO for Baum und Pferdgarten, i pressemeddelelsen.

Der er tale om skærpede omstændigheder, da det kun er otte måneder siden, at DK Company valgte at indgå forlig med Baum und Pferdgarten i forbindelse med en anden kopisag. Dengang omhandlede det DK Company-brandet Soaked in Luxury, som havde kopieret to design, January og Enye (sweatshirt og t-shirt).

Baum und Pferdgarten fortæller, at de forgæves har forsøgt at få DK Company Vejle, et søsterselskab til DK Company, til at anerkende krænkelsen af designrettighederne. Baum und Pferdgarten ser sig derfor nødsaget til igen at lægge sag an mod DK Company Vejle i Sø- og Handelsretten.

Følg med i morgen, hvor TØJ bringer CEO for DK Company, Jens Poulsens, kommentar på sagen.

Med pressemeddelelsen vedhæftede Baum und Pferdgarten billeder af de produkter den nye kopisag omhandler.

Foto: Baum und Pferdgarten til venstre, DK Company brandet Ichi til højre