Lyder kombinationen af bæredygtigt bade- og træningstøj, øl og løbeture til at være et lidt pudsigt match? Måske, men sammen har Copenhagen Cartel og Mikkeller besluttet at samarbejde om en meget vigtig mission: At sætte fokus på plastikproblemerne i verdenshavene.

Den 8. juni 2022 sker der noget nyt: På FN’s World Ocean Day starter et nyt initiativ for at rense verdenshavene for plastik. Copenhagen Cartel, som netop er kendt for at indsamle plastik og fiskenet for derefter at omdanne det til bade- og træningstøj, og Mikkeller, der er kendt for deres nyskabende craft beer samt den verdensomfattende løbeklub Mikkeller Running Club, er gået sammen i et nyt samarbejde.

Med eventet Ocean Run skal medlemmer i Mikkeller Running Club og Copenhagen Cartels Ocean minded community samt andre løbeglade tilbagelægge fem kilometer for at sætte fokus på de udfordringer, som plastikken i verdenshavene fører med sig.

Samtidig bliver en unisex-kollektion af løbeshorts og t-shirts lanceret. Den hedder Mikkeller x Copenhagen Cartel og er i nylon af høj kvalitet, skabt fra plastik, der er samlet op fra havet. Som print kan man se Mikkellers kendte trademark-figurer. En procent af overskuddet fra kollektionen vil blive doneret til Healthy Seas, hvis mission også er at rense havene for plastik.

“Vi er stolte over vores samarbejde med Copenhagen Cartel, der på rekordfart har vokset sig til at være front runners inden for dansk, bæredygtigt modetøj. Hos Mikkeller elsker vi kreativitet og nye tiltag, så krydsningen mellem de to brands ser vi som en fantastisk mulighed for at udvikle os og lære af hinandens kompetencer. Med løbesættet forsøger vi at sætte fokus på Katrine Lees store passion – at rense verdenshavene for skrald – og vi håber samtidig, at vi med vores verdensomspændende løbeklub, Mikkeller Running Club, kan bidrage til at sende det vigtige budskab tydeligere ud i verden. Vi glæder os til Ocean Day, hvor vi lancerer tøjet og løber for den gode sags tjeneste,” siger grundlægger og CEO i Mikkeller, Mikkel Bjergsø, i en pressemeddelelse.

Med løbekollektionen som startpunkt skal kampagnen over det næste år være med til at vise, hvordan man med fælles handling kan spille en rolle i beskyttelsen af livet over og under havet.

”Vi er utroligt glade for samarbejdet med Mikkeller. Med sine 180 lokale løbeklubber spredt over hele kloden har Mikkeller Running Club tusindvis af medlemmer, og det er vores ambition, at Ocean Run skal sætte fokus på plastikproblemerne i verdenshavene og inspirere løbeentusiaster, virksomheder og alle andre mennesker til at passe på vores oceaner, ikke kun på FN’s World Ocean Day, men på alle årets 365 dage,” siger founder og CEO i Copenhagen Cartel, Katrine Lee Larsen.

Efter løbet kan man købe kollektionen i Mikkeller Baghaven, på Copenhagen Cartels hjemmeside og i deres flagskibsbutik på Nikolaj Plads i København.

Det er gratis at deltage i løbet, og man kan tilmelde sig her: https://copenhagencartel.dk/pages/events.