Den grønne danske startup Copenhagen Cartel har netop slået dørene op til sin første lufthavnsbutik. 

I Københavns Lufthavn afgår der hver dag mange fly mod sydens sol, og hvorfor så ikke købe noget nyt badetøj på vejen? Det får lufthavnens gæster nu muligheden for – og så endda med god samvittighed, da  Copenhagen Cartel netop har åbnet sin første butik i Københavns Lufthavn. I butikken kan man købe badetøj og fritidstøj produceret af genanvendte fiskenet og plastikflasker fra verdenshavene – en ide som stifter Katrine Lee Larsen fik i 2020, mens hun opholdt sig på Bali.

Ideen om at åbne en butik i lufthavnen lå for Katrine Lee Larsen lige for, da virksomheden ønsker at udfordre de produktions- og forbrugsmønstre for tekstiler og det aftryk, som vores forbrug har på klimaet, og samtidig nå ud til flere både nationale og internationale kunder.

”Solen skinner altid i lufthavnen. Derfor gav det hele bare så meget mening at åbne i Københavns Lufthavn, hvor vi både kan sende vores nuværende danske kunder godt afsted mod sydens sol og samtidig få lov til at møde nye internationale kunder. Det betyder enormt meget for en grøn startup som Copenhagen Cartel at få muligheden for at få så godt et vindue ud til vores kunder, det er jeg meget taknemmelig for,” siger administrerende direktør og grundlægger af Copenhagen Cartel, Katrine Lee Larsen, i en pressemeddelelse.

Nationalt og lokalt design og mode har en særlig plads i hjertet hos Senior Director Airport Sales & Negotiations ved Københavns Lufthavn, Michael Clausen, som glæder sig over, at Københavns Lufthavn kan være med til at støtte danske startups og give dem et større slagsvindue:

“Med op mod 40.000 afrejsende hver dag i sommerperioden har vi en helt særlig mulighed for at promovere innovative danske brands til en stor skare af lokale og internationale passagerer her i lufthavnen. Vi er meget optagede af at kunne være et relevant vindue mod verden for vores lokale hero-brands. Copenhagen Cartel får en central plads i lufthavnen, og vi er sikre på, at de med deres stærke produkter kommer til at bidrage til den gode shoppingoplevelse før take off.” siger han og fortsætter:

”Vi har desuden en ambition om at give flere danske brands med tanke for klimaet en plads i lufthavnen. Derfor er vi rigtig glade for, at netop Copenhagen Cartel er landet i Københavns Lufthavn.”

Copenhagen Cartels nye butik kan man finde efter sikkerhedskontrollen mellem gates A og B.

Foto: Copenhagen Cartel