Et toårigt samarbejde mellem det danske sportsbrand Hummel og Amnesty International Danmark er netop blevet indgået. Formålet er at sætte fokus på menneskerettigheder og at indsamle penge til organisationens arbejde.

Det er ikke alle forundt at kunne gå til fodbold, at ytre sig frit eller forelske sig i den, man vil. Sådanne ting som mange tager for givet, er noget, som Amnesty International Danmark kæmper for, og med igangsættelsen af en ny aftale kommer NGO’en til at kæmpe for menneskers rettigheder sammen med det danske sportsbrand Hummel.

”Som et af verdens ældste sportsbrands ved vi, at det kræver en solid holdindsats at skabe positive forandringer i sporten såvel som i livet. Og det er netop derfor, at vi de næste to år er gået sammen med Amnesty International Danmark for at støtte vores vision om at ændre verden gennem sport,” siger CEO i Hummel, Allan Vad Nielsen i en pressemeddelelse.

Det nye partnerskab bliver markeret ved, at en eksklusiv lifestyle-kollektion bliver frigivet, og her er der blevet skabt et fælles logo, samtidig med at kollektionen er baseret på Amnesty Internationals sorte og gule farver.

”Vi er overbeviste om, at vi kun kan gøre en forskel, hvis vi står sammen som et hold – og vi håber, at folk fra hele verden vil være vores holdkammerater i den her kamp. I tæt samarbejde med Amnesty har vi designet en unik lifestyle-kollektion med en ambition om at bringe os endnu tættere sammen og sende et klart signal til verden om, at vi står sammen i kampen om menneskerettigheder,” siger Allan Vad Nielsen.

Glæden ved det gensidige samarbejde

Det er ikke kun hos Hummel, at man ser frem til samarbejdet. Også i Amnesty international Danmark er det en stor glæde at kunne arbejde sammen med det dansk sportsbrand, der har en lang tradition for at støtte organisationer, projekter og mennesker, som kæmper for at skabe en positiv forskel gennem sport.

”Det er vigtigere end nogensinde før, at vi står sammen i kampen om menneskerettigheder – og med Hummels forpligtelse om at ændre verden gennem sport, og deres langvarige engagement i forhold til ligestilling, er de en naturlig samarbejdspartner for Amnesty International Danmark. Vi ser frem til at bringe vores fælles værdier i spil i fremtidige kampagner, hvor vi sammen skal beskytte og forsvare menneskerettigheder,” siger Generalsekretær for Amnesty International Danmark, Vibe Klarup.

Allan Vad Nielsen er enig i vigtigheden af samarbejdet.

”For os handler sport om mere end blot at vinde for enhver pris, og gennem research og målrettede kampagner ønsker vi at bekæmpe krænkelser af menneskerettigheder verden over. Vi er ikke bange for at stå frem og sige fra, og sammen med Amnesty ser vi endeløse muligheder for at bruge sporten til at skabe positive forandringer og lige vilkår for alle,” siger han.

Alt overskud fra den nye kollektion bliver doneret til Amnesty Internationals arbejde med menneskerettigheder. Derudover donerer Hummel også 1 procent af brandets online omsætning for resten af 2022 til organisationen. Den nye lifestyle-kollektion bliver tilgængelig i starten af oktober på Hummels online shop.