Bestseller har netop underskrevet en kontrakt om at bygge et logistikcenter i Holland. “Det er den største enkeltinvestering i Bestsellers historie”, siger modevirksomhedens logistikdirektør.
Allerede i oktober 2021 meldte Bestseller ud, at virksomheden havde planer om at bygge et højteknologisk logistikcenter i Lelystad i Holland. I dag er kontrakten underskrevet, og planerne er derfor klar til at blive ført ud i livet. Hele 500 mennesker kommer til at arbejde på logistikcenteret, og centeret og de højt kvalificerede medarbejdere skal være med til at udvide Bestsellers forsyningskæde, så virksomheden kan vækste.
”Dette højteknologiske logistikcenter er den største enkeltinvestering i Bestsellers historie. Det vil være en væsentlig milepæl for vores fremtidige ambitioner og vækst,” siger logistikdirektør hos Bestseller, Allan Kyhe Kjærgaard, i en pressemeddelelse, og tilføjer:
”Logistik er et stadig vigtigere fokusområde for Bestseller og hele detailbranchen. At øge kapaciteten og skabe en fleksibel forsyningskæde er afgørende for at få vores produkter frem til kunderne til tiden. Det er derfor, vi investerer ambitiøst og bygger dette højteknologiske og mere bæredygtige distributionscenter.”
Lelystad ligger 60 kilometer fra Amsterdam med god adgang til både havn, veje og jernbane, og derfor er placeringen ideel.
”Lelystad i Holland er det perfekte sted for logistikcenteret. Placeringen vil bringe os tættere på vores vigtigste kunder og de største detailmarkeder. Da centeret vil være afgørende for at understøtte vores vækst, ønsker vi at begynde byggeriet så hurtigt som muligt,” lyder det fra Allan Kyhe Kjærgaard.
Med centeret forventer Bestseller at skabe 500 fuldtidsstillinger fordelt på ingeniører, elektrikere og eksperter i logistik og forsyningskædedrift.
”Vi vil skabe en meget attraktiv arbejdsplads, som betyder, at vi skal rekruttere en masse meget dygtige kolleger. Vi ser frem til at blive en del af fællesskabet og til at arbejde sammen med vores lokale partnere om at udvikle området til et knudepunkt for højteknologisk og bæredygtig logistik,” fortæller Allan Kyhe Kjærgaard.
Også i Lelystad vækker nyheden om logistikcenteret glæde:
”Dette er en vigtig milepæl. Med underskrivelsen af købsaftalen kan Bestseller påbegynde arbejdet med byggeriet. Logistikcenteret vil skabe masser af arbejdspladser. Det bliver en smuk, bæredygtig bygning; der opføres ved Flevokust Havn. Og det bliver bestemt ikke den sidste. Der er stor interesse fra virksomheder for erhvervslokationer på Flevokust Havn,” siger rådmand for økonomiske anliggender og viceborgmester i Lelystad kommune, Adam Elzakalai.
Centeret på mere end 100.000 m2 bliver et højteknologisk anlæg med fokus på automatisering og bæredygtighed, og ambitionen er, at det skal være CO2-neutralt. Bestseller forventer, at centeret bliver fuldt operationelt i 2026.
Foto: Fra venstre til højre: Allan Kyhe Kjærgaard, logistikdirektør hos Bestseller, Jarl Frijs-Madsen, dansk ambassadør i Holland og Adam Elzakalai, rådmand for økonomiske anliggender og viceborgmester i Lelystad kommune.