De cirka 13.000 ubrugte armbånd fra den aflyste festival er blevet støbt til gummisåler i tre limited edition-sko.
Det siges, at kreativiteten stiger i krisetid. Det er en påstand, som det aarhusianske skobrand Woden kan bekræfte.
Woden har nemlig indgået et samarbejde med Smukfest, hvor cirka 13.000 ubrugelige partout-armbånd fra aflyste festivaler er blevet makuleret og støbt i sålerne i tre limited edition sko: en unisex sneaker, en sandal og en gummistøvle. Det oplyser skobrandet i en pressemeddelelse.
“Hos Woden arbejder vi ud fra nøgleordene: Reduce, Reuse, Recycle. Den tilgang er også gældende hos Smukfest, der arbejder med alt fra affaldshåndtering i skoven, genanvendelse af kaffegrums til bionedbrydelige bambussugerør. I hver af vores brancher forsøger vi at hæve barren for, hvad der er muligt, uden at lade som om, at vi er 100 procent i mål. Derfor stod vi klar til at lege med den festivalstemning, der gik tabt med armbåndene, og indtænke den i vores Woden x Smukfest-collab,” siger ejer og CEO hos Woden, Carsten Holm.
“Hos Smukfest ønskede vi at anvende vores armbånd fra Smukfest 2020, så de ikke gik til spilde, og sammen med Woden har vi fundet en helt særlig måde at gøre lige netop dette ved at lade armbåndene indgå i sålerne,” udtaler Allan Baunsgaard, der er partnerskabsansvarlig hos Smukfest.
Det er dog ikke kun armbåndene, der er blevet genanvendt i samarbejdet mellem Woden og Smukfest. Når man køber et par sko, kommer de ikke i en traditionel skotøjsæske, men derimod i en mulepose, der har fået påsyet et stykke fra de gamle Bøgesceners scenepresenning.
Skoene er tilgængelige fra den 1. juli 2021.
Foto: Woden x Smukfest