Der er fart på hos det danske sneakerbrand, der efter knap et år i branchen åbner deres første butik. De vil interagere med kunderne og tage kundeservice til et nyt niveau.
I midten af oktober 2021 får Aalborgs gågade en ny butik. ‘Errant’ kommer der til at stå på facaden, for det relativt nye sneakerbrand åbner sin første butik.
Brandet har indtil nu haft kontor og lagerlokale i ét, men det har ligget i en kælder, hvor de – ironisk nok – kun har kunnet se de forbipasserendes sko ud af vinduet.
“Vi vil gerne interagere med folk. Derfor besluttede vi at forlade lagerlokalet og finde et reelt butikslokale,” fortæller Christian Fuglsang, CEO hos Errant, til TØJ og fortsætter:
“Det er vores første butik nogensinde, og det er svært at spå om, hvordan det kommer til at gå. Men vi har da store forhåbninger til Black Friday og julesalget.”
Vil tage kundeservice til nyt niveau
En fysisk butik stod ellers ikke øverst på forretningsplanen i 2020, hvor Errant blev grundlagt. Da målgruppen færdes meget digitalt, var planen, at webshoppen skulle være den primære salgskanal.
Men alligevel kom ønsket om en fysisk butik snigende. Både fordi stifterne bag Errant gerne vil se kunderne i øjnene, men også på grund af en strategi om at tilbyde kundeservice ud over det sædvanlige.
“Vi kan se og høre i vores dialog med kunderne – og på Trustpilot – at de er glade og tilfredse med vores produkter og kundeservice. Hvis vi har kunnet gøre det så godt digitalt, så kan oplevelsen da kun blive endnu bedre med en fysisk butik. Her kan vi også tilgodese de kunder, som har behov for fysisk rådgivning om deres sneakers,” siger Christian Fuglsang.

Butikken skal være et samlingspunkt
Udover at tage kundeservicen til et nyt niveau er der også nogle andre strategiske overvejelser bag åbningen af butikken.
“Med webshoppen opererer vi under de samme vilkår som vores konkurrenter. Det er meget sammenligneligt, og det er svært at skille sig ud. Der føler vi, at vi har nogle flere muligheder med en fysisk butik,” siger Christian Fuglsang og tilføjer, at de har ambitioner om, at butikken skal være et samlingspunkt, hvor der på sigt kan være arrangementer med for eksempel musikartister.
Errant har endnu ikke offentliggjort det første regnskab, men med åbning af den nye butik og stor udvidelse af sortimentet – der er gået fra én herrestyle til 11 herrestyles og seks damestyles – tyder det på, at det ikke ser helt skidt ud. Christian Fuglsang vil helst ikke sætte nogle tal på allerede, men på godt jysk siger han:
“Det går i alt beskedenhed udmærket.”
Foto: Errant