Børnetøjsbrandet Fliink udstiller igen på sensommerens udgave af CIFF. I den forbindelse har TØJ interviewet de to stiftere om blandt andet værdier, designproces og fokusområder.
Interview med Mette Egeberg Nielsen og Sussi Lyngholm Heide, stifterne bag børnetøjsbrandet Fliink
Hvad var den primære motivation bag at starte Fliink?
Den primære motivation for os begge ligger nok grundlæggende i skabertrangen og tilfredsstillelsen ved at få ting til at ske, vokse og gro. Derudover var motivationen også en nysgerrighed i at udforske andre grene af tekstilbranchen og tilegne os ny viden og nye færdigheder efter mange år i kvindemode, og derfor faldt valget på børnetøj.
Hvordan foregår selve designprocessen?
Vi designer og producerer fire årlige kollektioner. Designprocessen foregår primært i Danmark fra vores lille kontor lidt udenfor Århus. Vi finder inspiration i mange ting. Det kan være alt fra naturen til gadebilledet og historien, men selvfølgelig også diverse trend forecasts. I designprocessen forsøger vi altid, at have barnet i fokus, både når vi fastlægger kvaliteter, som vi stræber efter skal være både funktionelle, bæredygtige og komfortable for barnet at have på, men også når vi udvælger motiver, farver og prints. Vi vil gerne fortælle en historie som barnet også finder interessant og kan gå på opdagelse i, samtidig med at vi vægter æstetik og kvalitet højt – denne balancegang syntes vi er både spændende og interessant.
Har Fliinks stil og udtryk ændret sig, siden I startede?
Vores udtryk og stil er langt hen ad vejen den samme, som da vi startede. Vi er fortsat forankret i den skandinaviske design profil, hvor æstetik, kvalitet og funktionalitet er grundlæggende faktorer for os. Men vi elsker også at kombinere de mere rene linjer med humor og detaljer og ikke mindst overraske og udvikle os. Derfor har vi blandt andet udvidet vores produktportefølje med flere kvaliteter og produktgrupper, hvilket vi føler gør os til et mere helstøbt brand og giver os bedre mulighed for at skabe hele outfits og inspirerer vores kunder og forbrugere.
Ud fra hvilke parametre og værdier har I udvalgt jeres leverandører? Og hvor produceres tøjet?
Vi producerer vores kollektioner både i Europa og Fjernøsten. Som med alt andet er det vigtigt for os, at vores leverandører har samme ambitioner om ansvarlighed, som vi har, og et ønske om at udvikle sig og konstant gøre produktionen bedre. Det gælder i alle aspekter fra Code of Conduct til en mere bæredygtig og kvalitetsorienteret produktion. Ligeledes samarbejder vi kun med leverandører, som vi har en mangeårig relation til, og hvor vi har besøgt deres fabrikker og produktion.
Hvordan har jeres erfaringer fra bl.a. Bestseller hjulpet jer med at udvikle Fliink?
Efter mange års erfaring fra flere virksomheder i tekstilbranchen har vi opbygget et stort netværk og tilegnet os en generel viden omkring branchen, specifikke arbejdsgange og processer, som bestemt har været en hjælp for os i vores opstart. Når det er sagt er der stor forskel på at drive og drifte en lille iværksættervirksomhed og være en del af et større puslespil i internationale virksomheder. Men vores relationer og det branchekendskab vi har tilegnet os gennem årerne har helt sikkert været brugbart i forhold til at udvikle Fliink.
Hvad har været de mest effektive strategier for at udbrede kendskabet til Fliink?
Samarbejdet med vores udvalgte forhandlere har haft stor betydning for at udbrede kendskabet til Fliink. De har virkelig bakket op og hjulpet os med at skabe opmærksomhed om Fliink på mange måder. Derudover har SoMe- og influencermarketing haft en stor betydning. Vi samarbejder med en række forskellige influenter, der hjælper os med at skabe content og omtale. Vi er utrolig taknemmelige fo, at mærke den store støtte, vi har modtaget indtil videre.
Hvordan arbejder I med sociale medier og andre digitale platforme for at nå jeres målgruppe?
Vi er meget bevidste om hele tiden at forholde os til, hvem vores målgruppe er. Vi er dagligt aktive på de sociale medier og gør os mange overvejelser omkring diverse platforme samt vores content, udtryk og kommunikation. Det er vigtigt for os at bevare vores identitet, og at Fliink fremstår med et klart og genkendeligt budskab. Vi arbejder blandt andet med email marketing, hvorigennem vi forsøger at inspirerer og informere vores nyhedsbrevsmodtagere omkring Flink og vores lille univers.
Hvordan har retailbutikkerne taget imod Fliink?
Vi er blevet modtaget rigtig godt. Både nationalt og internationalt har mange forhandlere været åbne for os og villige til at give os en chance. Vi har et rigtig godt samarbejde med vores forhandlere som til trods for et udfordret marked har støttet os og hjulpet os godt på vej.
Hvad er jeres fokusområder lige nu?
Vores fokusområder lige nu er at styrke og vedligeholde vores eksisterende relationer. Dertil at skabe en større kendskabsgrad til Fliink både nationalt men også udenfor Danmark, hvor vi er i gang med flere interessante og spændende projekter.
Hvordan skiller Fliink sig særligt ud fra andre børnetøjsbrands i branchen?
Vi mener, at Fliink skiller sig ud på flere måder. Både i form af vores designprofil, hvor vi kombinerer det stilrene skandinaviske design med humor og et farverigt printunivers. For os er kvalitet, komfort og ansvarlighed altoverskyggende – vi ønsker at designe og producere mere ansvarligt børnetøj, hvor pris og kvalitet hænger sammen og derved skabe et brand for alle – og ikke kun for de få.
Hvordan har jeres personlige og professionelle forhold udviklet sig gennem jeres rejse med Fliink?
Selvom vores relation i større grad end tidligere afspejler vores professionelle forhold, er vi heldigvis stadig gode veninder. Vores venskab går langt tilbage, og vi er bestemt kun kommet tættere på hinanden og lært hinanden endnu bedre at kende de sidste par år. Vi er enige om, hvordan vi ønsker at drive vores virksomhed. Foruden hårdt arbejde og passion skal det være en sjov rejse, men der skal også være plads til uenighed og den gode diskussion, som vi er overbeviste om ofte leder til de bedste løsninger.
Hvordan har udviklingen været siden I startede?
Udviklingen går heldigvis i en positiv retning, og vi har været generelt overvældede over den dejlige modtagelse vi har fået. Men vi lancerede også Fliink i en svær tid med krig og stor økonomisk usikkerhed, stigende renter og inflation. Det har helt sikkert påvirket købsadfærden på børnetøjsmarkedet i en negativ retning og udfordret både os og mange af vores forhandlere, som har oplevet nedgang og svære tider.
Foto: Fliink