Genbrug og udlejning vinder større og større indpas i modebranchen. Nu har endnu et dansk modebrand valgt at lancere et genbrugskoncept, som giver forbrugeren mulighed for at købe brugt i stedet for nyt.

Forbrugerne efterspørger flere bæredygtige løsninger, og køber mindre tøj end tidligere. Det har sat et tydeligt aftryk på modebranchen, hvor nye indtjeningsmodeller gør sit indtog.

Det er ikke længere nok at gentænke de materialer, tøjet produceres i. Problemet er i højere grad, at modindustrien producerer for meget tøj. Dette har medført at den cirkulære tankegang vinder mere og mere indpas – især hos fremtidens generationer, Millennials og Generation Z.

Flere og flere danske brands vælger derfor også at indføre cirkulære indtjeningsmodeller med fokus på blandt andet genbrug og udlejning. Den danske modekomet Ganni har eksempelvis lanceret konceptet Repeat, hvor styles kan lejes for en periode og derefter afleveres tilbage igen. Også By Malene Birger har lanceret udlejning af tøj gennem platformen ’Continued’, og Masai har for nyligt præsenteret et nyt genbrugssystem i samarbejde med Røde Kors.

Nu har det københavnske herrebrand Les Deux også meldt sig ind i kampen.

Les Deux har netop lanceret det cirkulære koncept ’Rewear’, hvor man fra april 2020 kan indlevere sit brugte Les Deux-tøj i en Les Deux-butik eller hos større partnere, hvorefter tøjet vil blive renset, pakket på ny og solgt igen via herrebrandets onlineshop under ’Rewear’-kategorien.

Kunderne, som vælger at indlevere deres tøj, vil modtage en voucher som tak og kan derefter shoppe enten nye eller gamle varer for den udleverede voucher. Det oplyser direktør for Les Deux, Andreas Christian von der Heide, i et opslag på LinkedIn.