Klaus Samsøe stiller i debatindlægget her skarpt på, hvilke udfordringer modebranchen står overfor. Han kommer også med en opskrift på, hvordan den enkelte modevirksomhed kan imødegå̊ de fremtidige krav og benspænd.

Debatindlæg af Klaus Samsøe, designer og stifter af Made in Denmark.

Mange ting er os allerede bekendte: tekstilbranchen er én af de helt store syndere i forhold til klimaet, og gennem konkrete tiltag vil EU forsøge at begrænse produktionen af især fast fashion. Mit gæt er, at inden for de kommende år vil vores branche gennemgå̊ nogle radikale og mærkbare forandringer. I første omgang vil det europæiske marked for fast fashion blive reduceret. De globale fast fashionaktører vil søge imod et “mid-price” marked, og EU’s tiltag vil også påvirke det marked.

Allerede nu oplever vi, at forbrugerens adfærd er begyndt at ændre sig: Fokus flytter sig fra kvantitet til kvalitet. Begrebet ’holdbarhed’ bliver et keyword – både funktionel holdbarhed som æstetisk holdbarhed. Allerede nu er markedet for secondhandtøj i rivende udvikling. Det vil kun fortsætte. Forretningsmodeller som leje af tøj, gensalg, reparation m.v. vil ligeledes erobre stigende markedsandele.
Virksomheder, der ikke er omstillingsparate, agile og i stand til at reagere hurtigt vil potentielt kunne risikere at få store udfordringer. Både EU og slutforbrugeren vil fremover stille store krav til dokumentation af sporbarhed mm. Ligesom greenwashing i større grad vil blive gennemskuet.
En opskrift på at imødegå̊ de fremtidige udfordringer vil kunne være: Et stærkt brand, en stærk profil, dokumentation, historik, troværdighed og ’don’t tell it, show it.’

Min egen opskrift
For at være på forkant med dé udfordringer, som fremtiden kan byde på, har jeg gjort mig nogle overvejelser: Jeg har valgt at begrænse valget af råvarer i min produktion. Det betyder, at der er sporbarhed, flow, kontinuitet og leverancesikkerhed. Hovedparten af råvarerne er identiske sæson efter sæson som deadstock-tekstiler, kasserede tekstiler og fremstilling af egne metervarer produceret i Danmark. I skrivende stund bliver minimum 75 procent af alle mine styles produceret i Danmark. Jeg arbejder sammen med tre danske systuer – alle i Herning-Ikast-området. I København har jeg mit eget mikro-tekstiltrykkeri, hvorfra der bliver printet unikke håndprintede motiver på t-shirts, sweatshirts osv. I dag har jeg min egen butik på Østerbrogade i København, hvor jeg er i dialog med slutforbrugeren. Denne dialog er yderst vigtig i forhold til konstant at udvikle og forbedre mit produkt. Via løbende dialog med de detailbutikker, mit brand forhandles i, sikrer jeg mig, at vareudvalget er optimalt, og omsætningshastighede er tilfredsstillende. På dén måde værner jeg om mit brand.

Made in Danmark
Da jeg i 1993 grundlagde Samsøe & Samsøe blev alt produceret i Danmark. Det er fortsat min ambition, at alle mine produkter igen skal produceres lokalt i Danmark. I min kommende SS25-kollektion har jeg for første gang introduceret en klassisk herreskjorte med bærestykke og manchet i nogle fint vævede stribede metervarer fra Kvadrat. Jeg kunne hér konstatere, at finish på disse skjorter – produceret i Danmark – helt står mål med finish på tilsvarende skjorter, jeg tidligere har fået produceret i Italien.

I Danmark har vi kvalificeret arbejdskraft til at varetage disse opgaver. Personligt er det en glæde for mig at yde et lille bidrag til at bevare danske arbejdspladser, og at der bliver betalt skat og moms til gavn for fællesskabet. Endelig er det en fornøjelse at hylde og værne om de stolte traditioner, som især præger Herning-Ikast-området.

Jeg tror på, at fremtidens modevirksomhed vil blive målt på sin evne til at tage ansvar på flere parametre. ’Made in Danmark’ er for mig mere end et kvalitetsstempel; det er et løfte om bæredygtighed, ægthed og fællesskab. Ved at fortsætte denne rejse mod en mere lokal og ansvarlig produktion, håber jeg, at kunne inspirere andre i branchen til at gøre det samme. Det er en investering i vores fremtid, i dansk håndværk, og i de værdier, som forbrugerne i stigende grad efterspørger.

Klaus Samsøe

Foto: PR / Unsplash