I denne uges Kort & godt kan du blandt andet læse om et nyt, bæredygtigt brand, Instagram-pigen Freja Wewers kollektion for Envii og om modevirksomheds millionsatsning på genbrugspolyester.

 

Nyt, bæredygtigt brand lanceres på Revolver

Det nye danske, bæredygtige livstilsbrand Superstainable fremviser sin nye AW 19/20-kollektion på Revolver under Copenhagen Fashion Week, der begynder den 30. januar 2019.

Kollektionen, der både indeholder styles til mænd og kvinder, går under navnet ’Waste is a ressource’, og alle styles er lavet af certificerede, bæredygtige materialer.

Modevirksomheden har offentliggjort et ’gennemsigtighedskort’, der dokumenterer produkternes forsyningskæde. Forsyningskæden viser, hvad produkterne er lavet af, hvor de er produceret og af hvem.

”Vi er stolte af, at vi er fuldstændige transparente og ikke skjuler noget for vores kunder. De skal have muligheden for at kunne se vores forsyningskæde og læse om, hvad der gør hver enkelt style bæredygtig,” siger stiftende medejer i Superstainable, Claus Rasmussen, i en pressemeddelelse.

Foto: Superstainable
It-girl skaber sin egen kollektion for Envii

Highstreet brandet Envii og It-girl Freja Wewer har indgået et samarbejde og i fællesskab designet en kollektion, der lanceres i slutningen af februar 2019.

Kollektionen består af 25 styles, der tager udgangspunkt i Freja Wewers afslappede og minimalistiske stil. Alle styles er designet i et tidløst design og er især inspireret af herremoden.

”Jeg er meget inspireret af det kønsneutrale. Jeg har gået i et miks af drenge- og pigetøj så længe, jeg kan huske. Mange af mine styles er lavet, så drenge også sagtens kan bruge dem,” udtaler Freja Wewer i en pressemeddelelse.

Kollektionen vil være tilgængelig for alle fra den 20. februar 2019.

 

Modevirksomhed satser på genbrugspolyester

Den Ikastbaserede modevirksomhed X-Company tager sine første skridt ind i debatten om miljøhensyn i modebranchen. Virksomheden investerer nemlig et millionbeløb i sporbar genbrugspolyester.

”Der er mange måder, hvorpå man kan forsøge at gøre tingene lidt bedre i forhold til miljøet. Vi har længe arbejdet på den helt rigtige strategi for os, hvor vi tager hensyn til miljøet, men uden at vi behøver at gå på kompromis med vores egne værdier,” udtaler designchef hos X-Company, Charlotte Gottlieb, i en pressemeddelelse.

Virksomheden har fundet en kinesisk producent, der er specialist i genbrugspolyester, og hvor produkterne kan spores helt tilbage til fabrikken. Sporingen gør, at kunderne kan være sikre på, at de får et produkt, som holder, hvad det lover.

Det er en relativ ny teknologi, som nogle af de store i modebranchen, som for eksempel H&M, Nike og Bestseller, også bruger.

”Vi har valgt at satse på denne teknologi i første omgang, fordi det giver os ro i maven at vide, at der er styr på tingene. Vi vil hellere være sikre på, at vi gør det rigtigt første gang end at satse på en mere yderligtgående teknologi, der ikke er testet ordentligt,” siger Charlotte Gottlieb.

Foto: X-company
Gazellevirksomhed tilføjer nyt brand

Gazellevirksomheden Sandgaard A/S lancerer et søsterbrand til virksomhedens eksisterende tøjmærke Gozzip.

Det nye og mere eksklusive mærke hedder Gozzip Black, og har detaljer og sammensætninger af forskellige materialer af høj kvalitet i fokus.

”Vi har længe ønsket at lancere et eksklusivt brand, som kan sælges parallelt med Gozzip. Da vi så samtidigt bliver mødt med mange forespørgsler fra vores kunder, så var beslutningen ikke svær at træffe,” fortæller Sales and Product Developer, Dorthe Hagner, i en pressemeddelelse.

Det nye brand vises frem på CIFF i Bella Center fra den 30. januar til den 1. februar 2019.