Selskabet bag salget af Skechers-sko i Norden, Sports Connection, sætter nye rekorder for omsætning og indtjening. Det tyske marked er dog den store ubekendte i ambitiøs fremtidig vækststrategi.
I hælene på to rekordår tager det amerikanske skomærke Skechers nye stormskridt mod en omsætning på en halv milliard kroner på det nordiske marked. Det skriver virksomheden i en pressemeddelelse.
Sports Connection Holding ApS, koncernen bag distributionen af Skechers i de nordiske lande, øgede i 2021 omsætningen til 456,5 mio. kroner fra 378,0 mio. kroner året før, hvilket svarer til en vækst på 21 procent. Resultatet før skat løb endnu hurtigere med en fremgang på 74 procent til 108,3 mio. kroner. I det første coronaår, 2020, var overskuddet før skat 62,0 mio. kroner.
“Vi var i 2021 fortsat ramt af corona med periodevise nedlukninger af butikker i Danmark, Norge og Tyskland. Besøgstallet i butikkerne er fortsat ikke på højde med 2019, men på trods af de omstændigheder har vi været i stand til at øge salget i de fem lande, vi er repræsenteret i. Vi har nået en størrelse, hvor vi har en god platform for yderligere vækst,” siger Peter Jørgensen, adm. direktør og hovedaktionær i Sports Connection, i pressemeddelelsen.
Den danske distributør har udadtil fortsat bestræbelserne på at styrke salgskanalerne, og i år kommer yderligere otte egne Skechers-konceptbutikker til, så butikstypen sammenlagt når op på forventet 60 butikker i de fem lande ved årets udgang. Konceptbutikkerne er kendetegnet ved udelukkende at sælge et bredt sortiment af Skechers-sko og -accessories. 14 af disse butikker er drevet af franchisepartnere.
“Derudover har vi styrket os på de indre linjer, blandt andet organisatorisk med flere mellemledere, og vi beskæftiger nu cirka 260 medarbejdere i de fem lande, som vi driver forretning i. Vi er endvidere i færd med at gennemføre større IT-projekter for at understøtte vores kerneforretningsområder, og vi agter at gå endnu videre ad digitaliseringens vej,” siger Peter Jørgensen.
Tyskland ligger lige for
Skechers afsættes i de nordiske lande gennem et forhandlernetværk på omkring 1.600 forhandlere. I samarbejde med blandt andre Skoringen-kæden i Danmark og Norge er der desuden etableret 175 shop-in- shops, hvor Skechers-universet folder sig ud, og netop grossistforretningen, wholesale, skal fortsat styrkes i de kommende år. Stærke partnerskaber med sko- og sportsbranchen i hele Norden skal styrke salget yderligere.
“I Tyskland har vi indtil videre to konceptbutikker i Hamborg. Vi har netop fra Skechers-hovedkvarteret i Los Angeles fået øgede frihedsgrader, der gør os i stand til også i Tyskland at åbne Skechers Superstores, først i Hamborg-området og dernæst videre ned i landet. Det er generelt svært at vurdere forretningsmulighederne i disse tider, men vi har optimisme og tro på, at vi kan skabe noget på også det store, tyske marked,” siger Peter Jørgensen.
Ambitiøse skofolk i Esbjerg og Los Angeles
Butikkernes hovedordrer til 2022 er ved at være gennemført, og de indikerer, at Sports Connection med hovedkontor i Esbjerg har bevæget sig ind i et nyt vækstår med tocifrede vækstrater. Danmark er fortsat det største enkeltmarked, men de øvrige markeder udgør over 60 procent af salget. Skechers er nu blandt de største skomærker i Norden, og meget tyder på, at aftrykket vil blive endnu større, når den ambitiøse vækststrategi bliver realiseret.
Mindst lige så ambitiøse er skofolkene i Skechers U.S.A. Inc. i Manhattan Beach uden for Los Angeles, hvor hele eventyret begyndte for 30 år siden. Stifterne af Skechers er Robert og Michael Greenberg, og begge er fortsat i spidsen for skomærket. Skechers USA afleverede for nylig et 2021-regnskab med en omsætning på 6,29 mia. dollar – 42,7 mia. kroner – en vækst på 36,7 procent i forhold til året før.
“Skechers’ udviklingsfolk har fuldt fokus på komfort som et bærende element, og så er de meget dygtige til at læse, hvad forbrugerne i over 180 lande ønsker. Endelig evner de at pakke alle egenskaberne ind, så skoene ser spændende og designmæssigt attraktive ud,” siger Peter Jørgensen.
Sports Connection Holding ApS havde ved udgangen af 2021 en egenkapital på 125 mio. kroner.
Foto: Skechers