Den britiske stormagasinkæde har længe været i alvorlige økonomiske problemer. Nu har selskabet intet andet valg end at “starte en nedlukning”, lyder det. 

Det står skidt til for de britiske detailkæder i disse tider. Den britiske highstreet-koncern Arcadia Group er blevet erklæret insolvens, og nu kommer den britiske stormagasinkæde Debenhams også med dårlige nyheder.

Debenhams har i længere tid været økonomisk presset. Siden april er flere butikker blevet lukket ned, og mere end 1000 ansatte er blevet afskediget. I sommer satte den 242 år gamle virksomhed sig selv til salg, men ingen mulige købere har bidt på krogen.

Derfor påbegynder den britiske stormagasinkæde nu en nedlukning af selskabet. Det skriver Finans, der har oplysningerne fra nyhedsbureauet Bloomberg News.

Debenhams skulle efter sigende have forsøgt at indgå en aftale med sports- og modevirksomheden JD Sports Fashion, men tirsdag den 1. december fortæller den mulige køber, at de trækker sig fra forhandlingerne.

Det efterlader ifølge Debenhams selv selskabet i en situation, hvor de ikke har andre valg end at “starte en nedlukning af Debenhams”, skriver de i en pressemeddelelse.

Alene i Storbritannien har Debenhams 124 butikker, og det betyder, at omkring 12.000 ansatte står til at miste jobbet.

I pressemeddelelsen fremgår det også, at nedlukningen af selskabet i Storbritannien ikke får betydning for Magasin du Nord i Danmark, der i stedet kommer til at køre som en selvstændig enhed.

“Vi har en sund drift, og der er ingen grund til at spekulere i, at Debenhams’ udmelding på nogen måde kan få negative konsekvenser for Magasin,” afmystificerer Peter Fabricius, der er økonomidirektør i Magasin du Nord, til Ritzau.

På trods af nedlukningen i Storbritannien vil den britiske stormagasinkæde fortsat forsøge at sælge hele eller dele af selskabet.

Foto: Debenhams