Efter et år med udfordringer og pandemirestriktioner har CIFF tidligere meldt ud, at messen vender tilbage til sin fysiske form i august 2021. Det ser dog ud til at blive med nye erhvervsfolk i spidsen.
Afholdelsen sker med nye segmenter, nye haller og nye initiativer. Den for nyligt lancerede CIFF Digital vil køre sideløbende, så der i sensommeren tilbydes et fysisk såvel som digitalt program, ligesom modemessen bliver vært for et show, der er dedikeret til at skubbe en bæredygtig dagsorden og støtte de fremmødte brands mod en grønnere fremtid.
Udskiftning i ejerkredsen
Når modemessen næste gang løber af stablen, bliver det måske med nye ejere i spidsen. Det oplyser BC Hospitality Group i en pressemeddelelse.
Planerne for overtagelsen er så godt som på plads, men bliver først endeligt vedtaget på den kommende generalforsamling den 15. juni. Klar til at overtage organisationen står et konsortium af erfarne danske investorer.
Den øgede likviditet, som investorerne tilfører BC Hospitality Group, vil hjælpe virksomheden på rette vej ud af coronakrisen, der siden dens udspring har medført vanskelige udfordringer i organisationen.
”BC Hospitality Group er med Bella Center Copenhagen og hotellerne afgørende for, at København også i fremtiden kan tiltrække store events og turister, der kan skabe aktivitet og arbejdspladser i hovedstadsområdet. Vi har samlet et hold af investorer med relevante kompetencer fra branchen, som alle ser en mulighed for BCHG at komme stærkt igen efter coronakrisen,” udtaler tidligere Senior Partner og Global Leader af Travel, Transport & Logistics-sektoren i McKinsey & Co. og nu en del af konsortiet Christian Riis-Hansen på vegne af investorholdet.
Hvis beslutningen den 15. juni falder investorernes vej, vil det give dem en ejerandel på 50,1 procent, mens Vækstfonden og Nordea vil eje den resterende del af aktierne.
Ændringen i ejerskabet vil ikke påvirke kunder, leverandører eller planlagte events. Den nuværende midlertidige administrerende direktør, Christian Folden-Lund, fortsætter endvidere som fast administrerende direktør for BC Hospitality Group.
Den nye mulige danske ejerkreds er ledet af tidligere Senior Partner og Global Leader af Travel, Transport & Logistics Sektoren i McKinsey & Co. Christian Riis-Hansen, tidligere EQT partner og mangeårig investor Peter Korsholm samt tidligere COO i ISS med international erfaring fra service- og hospitality-sektoren Martin Gaarn Thomsen.
Foto: CIFF