CIFF gør sig klar til august-messen med en ny profil i teamet, nyt udstillingsområde og nye segmenter.
Det er nu – efter et år uden en fysisk messeplatform, som vi kender den – tid til at gøre klar til, at en fysisk messe igen kan afvikles.
Måden den københavnske modemesse CIFF gør det på er blandt andet ved ansættelsen af en ny medarbejder på holdet, oplyser modemessen i en pressemeddelelse.
Det nye medlem hedder Andreas Koschnike og kommer til CIFF med en solid erfaring fra modebranchen. I 2003 stiftede han nemlig mode- og streetwearplatformen Caliroots og har siden da arbejdet med e-commerce i international skala.
“Jeg glæder mig helt vildt til at rejse igen, og jeg længtes efter at være tilbage i København denne august og møde både nye og gamle venner fra branchen. Jeg er glad for at blive en del af CIFF-teamet og til at gøre messen til en platform, hvor besøgende igen kan netværke og snakke sammen – fysisk. Og selvfølgelig også tjekke de bedste og nyeste modebrands ud,” siger Andreas Koschnike, der tiltræder en stilling, hvor han skal have flere kasketter på: Sales Consultant, Connector og Vibe Creator.
Ny messehal på CIFF
Det er ikke kun nye ansigter, der er at finde i Bella Center. Mens Danmark har været lukket ned, har messe- og konferencecenteret fået tilføjet nye kvadratmeter.
“Vi har arbejdet hårdt på at færdiggøre vores nye venue. Og den store glasfoyer vil være en af de første ting, du møder, når du besøger Copenhagen International Fashion Fair denne august,” skriver CIFF i pressemeddelelsen.
I alt fire segmenter vil blive udstillet i det nye område. Blandt andet skal CIFF Kids og det nye ‘Greenhouse’: Et område med både fremspirerende og etablerede sports-, street- og utilitybrands fra hele verden – udvalgt i samarbejde med den nyansatte profil Andreas Koschnike.
