“Vi kan ikke vente med at byde jer velkommen fra den 11. til den 12. august 2021 til den 57. udgave af Copenhagen International Fashion Fair,” skriver CIFF i en pressemeddelelse.
I sidste uge fremlagde Regeringen og Folketingets øvrige partier en genåbningsplan, som kommer til at have afgørende betydning for sommerens messer. Hvis alt går vel, kan de danske modemesser hermed afvikles. Om det bliver med eller uden coronapas og mundbind vides endnu ikke.
Kort tid herefter var modemessen CIFF og børnemessen CIFF Kids klar med en udmelding: Der bliver en fysisk messe til august.
“Hos CIFF er vi, ligesom mange andre, stødt på et hav af udfordringer, men har også fået muligheden for at genoverveje og forfine formatet, træffe bedre valg og opdatere vores look og flow. Vi kan ikke vente med at vise det til jer – personligt. Vi vil gerne sige en stor tak til det digitale format – som har været en lifesaver – og det er selvfølgelig kommet for at blive. Det digitale format gør det perfekte job med at komplimentere udstillerne og yderligere styrke og udvide vores eksisterende rækkevidde,” skriver CIFF og CIFF Kids i en pressemeddelelse, der fortsætter:
“Og for at opsumere det hele: Lad os mødes og omfavne de hidtil usete muligheder og gode tider forude – vi kan ikke vente med at åbne vores døre og endnu en gang byde jer alle velkommen.”
Et af de nye tiltag, som CIFF vil præsentere på messen i august, er Circular Fashion Days – et nyt område på messen kun for modebrands, der på den ene eller anden måde arbejder med cirkularitet.
CIFF og CIFF Kids afvikles fra den 11. til den 13. august 2021 i Bella Center i København.
Foto: CIFF