Grundet fortsatte restriktioner i Frankrig har Paris-messen Man/Women valgt at dele lokation med Revolver i København under modeugen i august.

Selv om den danske modeuge og de dertilhørende modemesser står til afvikling i august måned, er der mange andre steder rundt om i verden, hvor det fortsat ikke er muligt grundet Covid-19. Det gælder blandt andet i Frankrig.

Den parisiske modemesse Man/Women lader sig dog ikke stoppe af restriktioner. I stedet for at afvikle messen i Paris, har Man/Women slået sig sammen med den danske modemesse Revolver, der til august dermed vil dele lokation i henholdsvis Øksnehallen og Forum.

Ifølge Man/Women-direktør Antoine Floch hviler de to messer på et langt og stærkt venskab, og derfor giver det god mening at slå sig sammen i denne tid, udtaler han i en pressemeddelelse:

“De to messer, Man/Women og Revolver, har haft et stærkt, personligt og respektfuldt venskab i mange år, og den kommende sæson kræver innovative løsninger for at tilbyde vores udstillere den bedst mulige salgs- og præsentationsplatform.”

Også Revolver-grundlægger Christian Maibom glæder sig over samarbejdet og ser frem til, at Paris-messen bliver en del af Revolver denne sæson.

“Jeg er stolt over, at Antoine og Man/Women viser os denne tillid. Vi har kendt hinanden i mange år og deler mange af de samme værdier, så det var en let og naturlig beslutning for os at tage. Det bliver så godt at mødes igen,” afslutter han.

Revolver finder sted under Copenhagen Fashion Week fra den 11. august til den 13. august.

Man/Women forventer at kunne afvikle messen som normalt i Paris i oktober 2021.

Foto: Revolver