Bliv klædt godt på til denne sæsons Revolver-messe, der løber af stablen fra den 11. til den 13. august i både Øksnehallen og Forum i København.
Efter en aflyst messe i februar 2021 er Revolver mere end klar til at invitere udstillere og besøgende indenfor i Øksnehallen og Forum fra den 11. til den 13. august.
”Denne sæson handler om at reetablere alt det, som vi har savnet under pandemien: det fysiske møde og den direkte handel samt selvfølgelig de fysiske kollektioner,” siger kreativ direktør og grundlægger af Revolver, Christian Maibom, der beskriver den kommende udgave af Revolver som en ’frisk, fornyet og forstærket messe’.
Både tilbagevendende danske, norske og svenske brands vil udstille sammen med mange førstegangsudstillere på Revolver, ligesom den parisiske messe Men/Women også er en del af denne sæsons messe. Christian Maibom melder om en solid udstillerliste:
”Der har været stor efterspørgsel på stande, og vi har samlet et stærkt felt af udstillere på to fyldte lokationer.”
På messen udstiller blandt andre danske modebrands som Lolly’s Laundry, Mos Mosh, Coster Copenhagen, Rodebjer, Just Female, Lovechild 1979 og Les Deux sammen med cirka 350 andre udstillere fordelt i både Øksnehallen og Forum. Revolver har desuden valgt at inddele lokationerne, så Øksnehallen udelukkende vil huse udstillende damebrands, mens brands med både dame- og herretøj samt rene herrebrands vil udstille i Forum.
”Vi har opdelt lokationerne både for at skabe den rette trafik, men også for at skabe to forskellige platforme for at gøre messen endnu mere interessant for de besøgende indkøbere,” forklarer Christian Maibom, der pointerer, at de to lokationer kun ligger otte minutter fra hinanden i offentlig transport eller på cykel.
Service til udstillere og pejlemærke for indkøbere
Er man en del af Copenhagen Fashion Week – og modebranchen generelt – kan man ikke komme udenom at forholde sig til bæredygtighed. Det ved Revolver, og derfor har messen indgået et samarbejde med den italienske virksomhed Idee Brand Platform om deres platform Sustainable Brand Platform.
”Vi bakker naturligvis op om Copenhagen Fashion Weeks bæredygtige agenda. Revolver kommer dog ikke til at stille krav til vores udstillere om, hvor bæredygtige de skal være for at kunne udstille på messen,” siger Christian Maibom, der fortsætter:
”Vi vil derimod gerne hjælpe de udstillende brands med at fremhæve alle de bæredygtige tiltag, de laver, da vi ved, at bæredygtighed bliver et mere og mere vigtigt parameter for indkøb. Det kan vi gennem Sustainable Brand Platform, der ud fra forskellige parametre udregner, hvor bæredygtig et brand er, og derudfra uddeler en score. Det er en service, vi tilbyder vores udstillere, og det er dermed både gratis og frivilligt.”
Samarbejdet med Idee Brand Platform sker også som et led i Revolvers transformation mod at blive en mere bæredygtig messe. Christian Maibom fremhæver blandt andet messens plug’n’play-løsning, der har mindsket messens aftryk betragteligt.
Lancerer nyt digitalt projekt
Udover bæredygtighed har digitaliseringen også – især efter coronakrisen – taget fart. Revolver er siden sommeren 2020 blevet klogere på det digitale format og er til sæsonen SS 22 klar til at lancere et fornyet Revolver Digital.
”Det er ikke en platform, hvor indkøberne kan aflægge ordrer. Revolver Digital skal derimod give indkøberne mulighed for at forberede sig, inden de skal på messe – både i form af at se kollektionerne digitalt, men også at tage kontakt til og forberede møder med udstillere. Sekundært skal de digitale showrooms også køre i mellemsæsonerne, så indkøberne altid har mulighed for at forberede sig inden et møde,” fortæller Christian Maibom, der understreger, at det er et længerevarende projekt, som vil tage flere år at få implementeret til fulde.
Fakta
Hvornår afholdes messen: 11. – 13. august
Hvor afholdes messen: Øksnehallen og Forum