Bliv klædt på til Aarhus Fashion Week SS 22, der denne sæson melder om en rekordlang udstillerliste.

 

Lisbeth Kierkegaard

Projektleder og kommunikationsanvarlig hos
Dypång Management som arrangerer Aarhus Fashion Week

 

 

Hvad bliver omdrejningspunktet for Aarhus Fashion Week til august?

Omdrejningspunktet for denne sæsons Aarhus Fashion Week er fællesskab, hvor udstillere og indkøbere finder inspiration i hinanden og ynder samme forståelse for branchens foranderlige og omskiftelige betingelser. Aarhus Fashion Weeks værdigrundlag bygger på fællesskab, og således vedtog vi også i år – i fællesskab – at messedagene skulle rykkes fra starten af uge 34 til den 17. – 19. august for at imødekomme flest mulige behov.

 

Hvad glæder I jer mest til ved, at der skal afholdes messe igen?

Vi glæder os til, at vi igen er med til at danne grobund for relationen mellem udstillere og indkøbere for at aktivere den involvering og indlevelse, som sikrer brandværdi, og for at skabe kommercielle oplevelser.

Aarhus Fashion Week er en messe, der både beriger branchen og byen. Aarhus Fashion Week danner nemlig ikke kun grobund for en relation mellem udstillere og indkøbere, men er især også forudsat af at skabe varige kommercielle oplevelser for Aarhus by. En by, som i den grad fortjener en plads på kortet i modeugen. Vi mener nemlig, at Danmarks position i modebranchen sagtens kan afstedkomme en større dækning af modeugen.

 

Hvilke forventninger har I til messen?

Vi møder en utrolig stor opbakning til Aarhus Fashion Week denne sæson. En opbakning, der har resulteret i en udstillerliste, der i år slår rekord med 140 udstillere. Vores forventninger afspejler derfor udstillernes opbakning og begejstring. På grund af den store efterspørgsel udvider vi desuden denne gang med endnu et messelokale. Det nye lokale, Garagen, befinder sig på Aarhus Havn på Balticagade. Balticagade bliver således et modemekka, der huser over 87 brands. Vi har rigtig mange tilbagevendende udstillere, men som altid byder vi også denne gang velkommen til nye – både etablerede og upcoming brands.

På trods af flere lokationer er det dog nemt at komme rundt til Aarhus Fashion Week. Lokationerne ligger kun 10 minutters kørsel fra hinanden, og på den måde går vi op i, at indkøberne får så ubesværet en indkøbsproces som muligt.

 

Fakta

Hvornår afholdes messen: 17. – 19. august 2021

Hvor afholdes messen: Ridehuset og Balticagade i Aarhus