”I en tid, hvor vi swiper, scroller og klikker os igennem dagen, er der noget helt særligt ved at mødes,” lyder det fra arrangøren af Modemessen i Vejle.
Q&A med Charlotte Strøm
Projektleder hos Nord Fair, som arrangerer Modemessen i Vejle
Hvad skal en messe kunne for at være relevant for modebrands med flere salgskanaler og platforme?
Tiden er forbi, hvor modemesser bare var en hal fyldt med bøjler, brochurer og en blok til ordrer. Salgskanalerne har ændret sig markant, men det ændrer stadig ikke på vigtigheden af relationen mellem sælger og kunde. Vi handler alle helst med nogen, vi har det godt med. Som messearrangør skaber vi de mest optimale rammer for disse relationer, og så er det op til udstillerne og de besøgende at skabe nye relationer, pleje de eksisterende og holde sig ajour med udviklingen. I dag er alle dygtige sælgere helt bevidste om de forskellige salgskanaler, og hvordan de skal understøtte deres kunders brug af disse. SoMe fylder meget i dagligdagen – det er dér, de fleste af forbrugerne findes, så alle led i kæden skal være på og i stadig kontakt. Derfor giver de personlige møder på Vejlemesserne stor mening.
Messelandskabet har ændret sig markant de seneste år. Hvordan oplever I det?
Det er bestemt en udfordrende tid – ikke bare for messebranchen, men for hele verden, som er på ’hold.’ Modemesser generelt rammes af en voksende klimabevidsthed hos forbrugerne, og det stiller selvfølgelig store krav til leverandørerne. Tidligere tiders gigantkollektioner er væk – overforbruget minimeres til alles bedste. Forbrugerne handler i dag med mere omtanke, genbruger og recycler, men vil også stadig gerne være trendy og følge de nye sæsoner, så butikkerne skal købe ind med samme omtanke og vise det tydeligt overfor forbrugerne. Ligesom vi også er stolte over at være i et messecenter, som arbejder aktivt med bæredygtighed, ressourceoptimering og ansvarlig drift – og igen i år blev tilkendt en certificering for det.
Hvordan udvikler I jeres messeformat i takt med, at markedet ændrer sig?
Det gør vi ikke. Det er en lidt fræk påstand, for selvfølgelig følger vi med udviklingen, men grundidéen er den samme – og nu har den også bredt sig til flere af vores kolleger. Plug-in stande spreder sig – såvel som de skarpt definerede nichemesser, der rammer et kvalificeret kundeúnderlag. Her har Vejlemesserne stået lige siden starten først i 1980’erne, for som nævnt ovenfor handler det i bund og grund om de personlige relationer og den oplevelse, det giver os.
Som Søren Kierkegaard engang sagde: “Giv mig en oplevelse, og jeg glemmer det aldrig.” I disse ord kan man finde en stor del af messens værdi. Vores setup har alle dage været disponering, hvilket gør messen målbar og værdifuld, og vi kan se, at det stadig virker.
Hvad glæder I jer mest til ved den kommende messe?
I en tid, hvor vi swiper, scroller og klikker os gennem dagen, er der noget helt særligt ved at mødes i virkeligheden. Så vi glæder os selvfølgelig til at mødes. Se alle vores trofaste kunder og deres kunder igen, og mærke, hvordan vi gør hinanden klogere, når der udveksles erfaringer og oplevelser. Og selvfølgelig handler det om køb og salg, men det foregår altså bedst i et univers af muligheder – hvor den digitale dagligdag får sjæl, og nye fortællinger får lov til at folde sig ud.
Hvornår afholdes messen: 17.-19. august 2025
Hvor afholdes messen: DGI Huset i Vejle


