Det klassiske hierarki er udfordret, ikke bare herhjemme og ikke bare på arbejdspladserne, men over hele verden. Det er vores forståelse og forventning til generationernes adfærd også – med ’flat-agerne’ i front. Disse to tendenser kommer til at præge 2026.

2025 blev på internationalt niveau præget af massive oprør fra generation Z (født 1995-2010) i mindst 20 lande, som for eksempel Frankrig, Peru og Sydkorea, og medførte et regeringsfald i blandt andet Nepal og Madagaskar. Opgøret med korruptionen, mangel på basale, ordentlige livsvilkår og dystre fremtidsudsigter sendte de unge på gaderne, hvilket tragisk nok også medførte flere dødsfald. På tværs af kloden har de unge samlet sig under et flag, der minder om det kendte sørøverflag Jolly Roger, blot iført stråhat, og som stammer fra en manga-tegneserie kaldet One Piece, hvor hovedpersonen Luffy og en række outcasts går sammen på et skib og kæmper mod uretfærdighed og for frihed. At en revolution på kort tid kan springe fra den ene verdensdel til den anden, og at oprørerne samles under en tegneseriefigur, er et udtryk for, hvordan generation Z er i verden, nemlig gennem grænseløs kommunikation via sociale medier.

De inspirerer hinanden på tværs af samtlige barrierer, blandt andet fordi de fra barndommen af har været vant til at gå på YouTube, Discord og andre platforme, der ikke skeler til de normale kategorier for nationalitet og sprog, og hvor underholdning ikke blot handler om at føle sig godt tilpas, men også er oplysning, dannelse og altså nu også revolution. At Nepals regering ikke forstod alvoren, kom blandt andet til at koste dem en nedbrændt parlamentsbygning. For da de blokerede de mest brugte sociale medier for at lukke ned for kritikken af den herskende klasse og deres børns pralerier og privilegier på samme platforme, var det lig med at lukke ned for en hel generations udtryksmuligheder og dermed eksistens i verden. Og det fandt de sig ikke i. Så generation Z kan godt lave revolution og gå op mod hierarkiet, men der er meget, der tyder på, at deres største udfordring bliver at finde en samlende figur, der kan stå i spidsen for disse oprør og på lang sigt ændre deres vilkår til det bedre. Det er også blevet kaldt ’hyperpolitik’ af Anton Jäger, der næsten selv er en Gen Z’er, som helt kort er ekstrem politisering uden institutionalisering. Kort sagt: En masse store følelser og fællesskaber, der ikke ender i en forpligtende organisering. Begge dele er et udtryk for det opgør med det klassiske hierarki.

Fra et ’ydre hierarki’ til et ’indre hierarki’
Vi har været vant til at organisere os efter funktioner. Det vil sige en vis driftsmæssig forudsigelighed, som fordrer, at den enkelte medarbejder indordner sig efter det, jeg kalder for et ’ydre hierarki’ – altså gør sig til agent for et system, der bestemmer, hvordan og hvor meget du skal arbejde. Men allerede for 25 år siden, da co-creation blev en ting, rykkede vores hierarki sig fra at være funktionsstyret til at blive mere og mere projektstyret, så opgaven satte holdet, og det gjorde organiseringen af arbejdskraften på den enkelte arbejdsplads mere fleksibel og dynamisk.

Men det, som generation Z nu udfordrer arbejdspladserne med, er en bevægelse, der går fra at styre efter et ’ydre hierarki’ hen mod, hvad jeg kalder et ’indre hierarki’. Det vil sige, at flere og flere opererer først ud fra deres egne private værdier, prioriteringer og forpligtelser, og når det er på plads, er de klar til at indordne sig det ydre hierarki. Så fra at være styret af drift og en struktur, der fortalte dig, hvordan du skulle indordne dig systemet, bliver vi mere og mere styret af den enkelte opgave og vores egne prioriteter. Og det presser arbejdsgangene, udfordrer rollerne og skaber tvivl om den enkeltes ansvar, for hvem har så den reelle magt? Dette er især en udfordring for mange ledere, der ikke længere aner, hvordan de skal lede deres medarbej­dere, der hver især har deres egne måder at arbejde på og ønsker til succes. Men det giver naturligvis også nye muligheder for mere menneskelige, kreative og agile arbejdspladser.

Velkommen til ’flat-agerne’
Mens generation Z ofte nok har gjort livet mere komplekst på arbejdsmarkedet, fordi deres forventninger til mening i arbejdet, inddragelse i alle beslutninger og særlige ønsker til god ledelse har skabt nye krav til ledelsen, er det nu også de ældre generationer, der laver et stille oprør. Traditionelt har de nemlig været den faste bastion af forudsigelighed, erfaring og stabilitet. Men heller ikke det kan vi længere regne med. Begrebet ’flat-ager’ er endnu ikke så kendt, men adfærden er begyndt at blive bemærket. En ’flat-ager’ er nemlig typisk en person over 50 år, der på mange måder lever et liv, som man gør i ungdommen, hvor man er konstant i transition og udvikling, hvor nysgerrigheden driver livet, hvor mange søger en ny uddannelse, en ny karriere og nogle gange en ny partner. Det betyder, at man godt kan tage et job, der kræver, at man er forholdsvis stabil, men altså først, når man har været to måneder på gongkursus i Indien, for nu er børnene flyttet hjemmefra, og man skal i gang med at leve det liv, man aldrig planlagde, men som nu viser sig endnu federe end ungdomslivet, fordi man nu har både erfaring og flere penge end dengang.

Så både hierarkiet og generationerne er blevet langt mere ustyrlige, end vi har været vant til, og de to følges ikke tilfældigt ad. Det gode ved det er, at det også er med til at udvikle vores fælles samfund, for selvom det nok er blevet noget mindre forudsigeligt, er disse bevægelser og drømme med til at udvikle vores fællesskab og opdatere vores muligheder for at klare os i en verden, der geopolitisk og teknologisk er langt mere usikker, end den har været i mange år.