Q&A med projektleder, Charlotte Strøm, hos Nord Fair, som arrangerer Modemessen og Herretøjsmessen i Vejle

 

Hvad bliver omdrejningspunktet for Modemessen?

Ikke overraskende er svaret: Relationer. For når mennesker mødes, sker der mange forunderlige ting, og det ser vi som et vigtigt omdrejningspunkt. Udstillerne mødes og udveksler vigtige informationer, deres kunder mødes og får del i nyhederne – og vi er i høj grad til stede fra start til slut og får en værdifuld update fra begge parter. Samtale og kendskab til hinandens værdier er en vigtig forudsætning for en god handel. Netop på messen er det oplagt at involvere alle, medarbejdere såvel som ledere, i beslutningsprocesserne. De er professionelle, de kender forbrugerne, og messerne oplever derfor også en stor opbakning fra butikker, som har medarbejderne med. Det handler i al sin væsentlighed om, at Vejlemesserne tilbyder et roligt miljø, et godt overblik og rum til at vende indtryk inden indkøb.

Messelandskabet i både Danmark og i udlandet ændrer sig meget i disse år – hvordan oplever I det som messearrangør?

Hele messeindustrien står over for rigtig mange spændende ændringer. Fokus på bæredygtighed, på digitalisering og hybride events mærker vi tydeligt en stigende interesse for. Så vi tilpasser og udvikler vores koncept løbende – ofte i dialog med udstillerne, så løsningen bliver en positiv fornyelse for messerne. Tendensen med nichemesser, skarpe og smalle målgrupper er klart en del af vores dna. Som nævnt tidligere er ro til fordybelse og plads til fokuseret indkøb helt i tråd med vores nuværende målsætning.

Hvad glæder I jer mest til?

Vi ser frem til at kunne skabe et tiltalende forum, hvor både udstillere og indkøbere kan netværke, udveksle erfaringer og ideer. I takt med at vi bliver mere og mere digitale, bliver det endnu sværere for leverandører og brands at trænge gennem støjen online. Her bliver messerne stedet, hvor der er mulighed for at skille sig ud og være noget særligt. Hvis Covid-19 lærte os noget, så er det, at messerne i høj grad er rammerne om det fysiske møde, hvor der skabes relationer og opbygges sjove minder udstiller og indkøber imellem – så scenen er sat for både den digitale tilstedeværelse og afsættet for de gode historier, og vi glæder os.

Hvilke forventninger har I til messen?

Vi forventer en messe med en bred og stærk leverandørskare af nye og gamle udstil­lere, hvis succes afspejles i evnen til at booke og invitere kunder. Da flere leverandører alle­rede på nuværende tidspunkt kan melde om en fuldt booket kalender, har vi grund til at forvente et stabilt besøgstal over de tre dage. Dage med mange aftaler, så udstillere og indkøbere seriøst får netværket og lavet nogle gode handler.

 

Fakta

Hvornår afholdes Modemessen: 18.-20. august 2024

Hvor afholdes messen: DGI Huset i Vejle