Peter Kaiser har rødder tilbage til 1838 og er et af Europas ældste skobrands. Gennem tiden er navnet især blevet forbundet med elegante damesko og en pasform, der har været et tydeligt kendetegn for brandet. Fra SS 27 udvides sortimentet med en herrekollektion, der spænder fra businesssko og loafers til casual styles og sneakers. Kollektionen designes og udvikles teknisk i den tyske skoby Pirmasens med fokus på materialer, forarbejdning og pasform.
“Peter Kaiser står for kvalitet, stil og skoekspertise. Vi overfører nu disse styrker til herresegmentet og kombinerer dem med klare fordele for både forhandlere og slutforbrugere. Forbrugerne får topkvalitet, de fineste lædertyper, forarbejdning af høj kvalitet samt teknisk ekspertise og pasformskompetence,” siger Jürgen Cölsch, Managing Director i Caprice Schuhproduktion, der ejer Peter Kaiser.
Udvider med en ny herrekollektion til SS 27
Nadeem Noor har gennem agentvirksomheden Shoefever arbejdet med europæiske skobrands i Nordeuropa siden 1993. Hans opgave bliver nu at genskabe kendskabet til Peter Kaiser.
“Mit mål er at skabe masser af brand awareness omkring, at Peter Kaiser er tilbage i Skandinavien. Når kunderne tænker på Peter Kaiser, tænker de først og fremmest på elegance og god pasform, og det er
præcis det, vi skal give dem.”
Han fremhæver de halve størrelser som en styrke over for den voksne kunde, der ønsker en elegant sko, som sidder ordentligt fra første dag.
“Det er der mange brands, der er stoppet med, men hos Peter Kaiser findes de stadig. Hvis kunden bruger størrelse 37,5, så har vi den. Det er en luksus, der gør, at skoen sidder ordentligt på foden,” uddyber Nadeem Noor.
På herresiden ser han et tydeligt hul i markedet, som Peter Kaiser kan udfylde med sin kombination af design, kvalitet og pris.
“Der mangler efter min mening netop det look, som Peter Kaiser tilbyder, i den kvalitet og til den pris. Man skal kunne se og mærke kvaliteten, men det skal også give mening kommercielt. Og det gør det her.”

















