Fodtøjs- og smykkebranchen er udfordret

I både fodtøjs- og smykkebranchen er der en større andel af virksomhederne, der har underskud, ligesom indtjeningen pr. medarbejder er faldende. Det viser Modeanalysen 2018 fra Deloitte.

Ifølge Modeanalysen 2018 fra Deloitte er udviklingen for virksomheder, der sælger fodtøj i Danmark, gået tilbage siden 2014, selv om der fortsat er syv ud af ti virksomheder i fodtøjsbranchen, der har overskud.

I  2017 havde virksomheder, der sælger fodtøj, et større underskud sammenlignet med fire år tidligere. Til gengæld var der i 2017 færre af fodtøjsvirksomhederne, som var i risikozonen for konkurs sammenlignet med de tidligere år.

Modeanalysen 2018 viser også, at virksomhederne i fodtøjsbranchen ikke tjener nær så meget pr. medarbejder som tidligere. En af forklaringerne kan, ifølge analysen, skyldes, at moderselskabet Ecco sko A/S i 2017 fremviste dårlige resultater end året forinden.

Ser man overordnet på de forskellige brancher, er fodtøjsbranchen på trods af tilbagegang en stabil branche. Det er nemlig den branche i Modeanalysen 2018 med den største andel af virksomheder, der har leveret overskud tre år i træk.

De store smykkemastodonter skyder frem
Tager man et kig på smykkebranchen, viser Modeanalysen 2018 fra Deloitte, at en større andel af virksomhederne har underskud i 2017. Den nedadgående kurve er ikke til at overse, da antallet af smykkevirksomheder, der leverer overskud i 2017, kun ligger på 55,8 procent, som er en forringelse på omkring 10 procent sammenlignet med året forinden. Det er en nedadgående rate sammenlignet med 2014, hvor 71,7 procent af virksomhederne i smykkebranchen havde overskud.

Dog viser Modeanalysen 2018, at indtjeningen pr. medarbejder har været stigende fra 2014-2016, men med et lille fald i 2017. Derfor er indtjeningen pr. medarbejder stigende set i forhold til hele perioden. Her lyder forklaringen, at de store smykkevirksomheder buldrer derudaf, og spændet mellem top og bund bliver større. Det er især store giganter som Pandora, der trækker graferne i de rigtige retninger.

Ser man nærmere på tallene, afslører de, at den nedre halvdel af smykkevirksomheder, som ikke genererer overskud, tjener omkring 0 kr. pr. medarbejder, mens den øvre halvdel af smykkebranchen tjener omkring 8.000.000 kr. pr. medarbejder. Der er altså stor forskel på succesraten for de store og små smykkevirksomheder i Danmark.