De to modebrands Ellesse og Wood Wood har i fællesskab designet en sko- og tøjkollektion til AW 19.

For ti år siden lavede de deres første samarbejde. Nu har Ellesse, der er inspireret af skisporten, og street style-brandet Wood Wood endnu engang teamet op og skabt en capsule kollektion til efteråret 2019. Det offentliggør Vernon Sport i en pressemeddelelse.

Kollektionen er inspireret af stilarterne fra skisporten og afterski, og den indeholder tekniske, monokrome styles i en farvepalette af lilla og grøn. Desuden vil der indgå et lineært signaturprint for Ellesse i hele kollektionen for på en gang at understrege Wood Woods minimalisme og samtidigt forny Ellesses branding.

Tøjkollektionen består både af særskilte styles til både damer og herrer, men indeholder også et udvalg af unisex styles. Skokollektionen vil være Wood Woods opdaterede udgave af Ellesses klassiske skodesign Piazza.

Kollektionen lanceres i alle Wood Woods butikker samt på begge brands’ webshops fredag den 20. september 2019. Kollektionen kan desuden købes hos udvalgte forhandlere i Skandinavien samt flere udenlandske butikker fra fredag den 27. september 2019.