Efter forsøg med blockchain-teknologi samt markedsføring vedrørende transparens og bæredygtighed smider Green Cotton Group nu EU-spåkuglen i skraldespanden og laver deres egen version af det digitale produktpas med fokus på, hvad det kan give forbrugerne af fordele.

Siden 2020 har by Green Cotton – datterselskab af Green Cotton Group – arbejdet med det digitale produktpas og med hvordan, der kan skabes mere transparens omkring værdikæde og materialer. Også selv om en række fokusgruppeinterviews i 2020 faktisk viste, at kunderne var helt ligeglade med denne viden. Blockchain-projektet, som blev sponsoreret af Dansk Industri og udviklet sammen med Lifestyle & Design Cluster og Copenhagen Business School, gik live august 2021 og kunne vise hele værdikæden for hvert enkelt produkt online på webshoppen. Det fik meget få kliks. Alligevel ser Sanne Nørgaard, administrerende direktør i by Green Cotton, det som starten på den læring, der i dag har ført til tilblivelsen af det, som firmaet kalder ”en start”:

”Vi fik tre vigtige læringer med fra det projekt. For det første ville det være rart selv at eje og sidde på data – det udelukkede lidt blockchain-teknologien. For det andet ser forbrugerne ingen værdi i større transparens og mere viden om værdikæden – så her gælder det om bare at kunne opfylde den EU-lov, som ingen ved, hvad bliver. Og for det tredje var vi ikke længere nervøse for, om vi havde den data, der skulle til for at kunne opfylde et digitale produktpas fra EU – men havde mere fokus på hvordan, vi kunne give så meget værdi til forbrugerne, at de ville lade en lille QR-kode, syet ind i siden af tøjet, slippe for saksen,” uddyber Sanne Nørgaard.

Green Cotton Groups Digital Manager, June Harrild, fik opgaven sammen med udvikleren på Green Cotton Groups ERP-system Sunland. Første opgave blev at skabe unikke QR-koder. Det er endt med, at der kan klikkes på en knap og data fra hver indkøbsordre der sendes, så der kan printes 3×2,5 cm labels med QR-kode for hvert stykke tøj. QR-koden sender folk videre til en side med information, og her var opgaven for June Harrild at gøre det super simpelt, lækkert og værd at klikke på. Siden er derfor delt i fire:

”Vi har en informationsdel, som kommer til at skulle opfylde EU’s krav – og vaskeinstrukserne i del 2. Vi kan håbe på, at de instrukser kan nøjes med at være digitale i fremtiden, så miljøet slipper for al den produktion af meterlange labels med vaskeanvisninger på 12 sprog. Den tredje del er gensalg, hvor der tappes ind i by Green Cottons allerede eksisterende gensalgsplatform, hvor man nemt kan sælge sit brugte tøj tilbage til by Green Cotton. Den sidste del går først rigtigt live til januar, hvor man i samarbejde med Create2Stay har lavet en ordning, som kan tilbyde reparation af by Green Cotton’s produkter,” fortæller June Harrild.

Fra Sunlands side har formålet med projektet været at være på forkant med de kommende krav og skabe en implementerbar løsning, der kan hjælpe kunderne:

”Vi har haft fokus på at udvikle en fleksibel platform, som kan opfylde de fremtidige EU-krav til digitale produktpas og samtidig levere en brugervenlig oplevelse for forbrugerne,” siger Jonas Sandstrøm, CEO hos Sunland og fortsætter:

”En central del af denne løsning er integrationen af GS1 Digital Link, en international standard, der forventes at blive den nye standard for stregkoder. GS1 Digital Link går længere end traditionelle stregkoder ved at give adgang til en bred vifte af produktinformationer gennem én enkelt QR-kode.”

Foto: Green Cotton Group