Shaping New Tomorrow har sat turbo på udviklingen i Skandinavien. Første skridt på vejen mod butiksåbninger i Sverige og Norge er åbningen af et skandinavisk kontor i København.

De tre unge iværksættere bag brandet, Shaping New Tomorrow, ønsker at komme tæt på de lokale markeder forud for store investeringer i Sverige og i Norge. Derfor etablerer virksomheden nu skandinavisk hovedkontor på Frederiksborggade i København – blot få hundrede meter fra den kommende flagskibsbutik på Købmagergade, som åbner senere på året.

Åbningen af nye kontorer kører efter samme skabelon, som virksomheden benyttede, da man simultant med den første tyske flagskibsbutik åbnede et decideret europæisk hovedkontor i Hamborg.

”Vi har gjort os en lang række erfaringer fra Tyskland med at etablere en mere international organisation som del af den samlede investering i et nyt marked. Det er helt essentielt, at vi også er fysisk forankret i Øresundsregionen, så vi kommer tættere på de rigtige profiler til vores videre indtog i Skandinavien. Det kan vi ikke optimalt fra Aalborg alene og internationale ambitioner kræver investering i internationalt know-how,” siger adm. direktør Kasper Ulrich i en pressemeddelelse.

Det skandinaviske kontor har allerede fem ansatte. Hertil kommer en HR-partner, der i samspil med øverste leder i HR hos Shaping New Tomorrow i Aalborg skal rekruttere profiler med den rette kombination af svensk/norsk ophav samt digitale og kreative kompetencer. Ifølge Kasper Ulrich er forventningen, at kontoret i København har minimum 10 ansatte inden årets udgang.

”Et yderligere skridt ind i Skandinavien, hvor vi hidtil udelukkende har erfaring fra vores voksende onlineforretning, kræver, at vi supplerer vores team med nye, dygtige folk, der har internationale kompetencer. Herunder erfaring med det svenske og norske marked,” forklarer han.

Voksende momentum i Sverige og Norge

Shaping New Tomorrow beskæftiger mere end 160 ansatte fordelt på kontorer i Aalborg, København og Hamborg samt i flagskibsbutikkerne i Aalborg, Aarhus, Odense, København, Esbjerg, Hamborg og Køln. Siden virksomheden i 2019 etablerede onlinebutikker i Sverige og Norge, er salget vokset støt. Alene i regnskabsperioden 2020/2021 voksede salget på de to markeder med 40 procent – uden en stor forøget investering, hvilket ifølge Kasper Ulrich er med til at accelerere investeringerne i Skandinavien.

”Vores skandinaviske onlineforretning vokser stadig støt, og vi kan også se på kundetilfredsheden, at det giver god mening at udbygge vores tilstedeværelse her markant. Derfor kommer vi til at investere offensivt i de eksisterende onlineforretninger samtidig med, at vi i 2023 åbner de første fysiske butikker og derved folder vores omnichannel-strategi fuldt ud i Sverige og Norge,” siger Kasper Ulrich i pressemeddelelsen.

 

Foto: Shaping New Tomorrow