I dag åbner Shaping New Tomorrow deres anden flagskibsbutik i Køln og sætter samtidig blækkontrakter for tre nye flagskibsbutikker i store tyske byer. De tyske forbrugeres fokus på mere bæredygtigt tøj indtager desuden en nøglerolle i planerne om at fordoble omsætningen syd for grænsen hvert år frem mod 2025.

I februar løftede Shaping New Tomorrow sløret for et regnskab med trecifret millionvækst. Siden har brandet ikke skruet ned for tempoet. Tværtimod. I dag åbner de nemlig en ny flagskibsbutik i Køln, der samtidig er startskuddet til udrulningen af Shaping New Tomorrows store ekspansionsplaner i Tyskland. Frem mod sommerferien åbner den danske herretøjsvirksomhed i yderligere tre store tyske byer, og i efteråret er der lagt op til flere butiksåbninger. Det skriver virksomheden i en pressemeddelelse.

”Vores Essential-kollektioner, der består af genanvendte materialer, står i dag for samlet set 22 procent af vores samlede salg. Men i Tyskland er det tal næsten 50 procent højere – over 30 procent. Det viser med stor tydelighed, at tyskerne går meget op i det bæredygtige element, og vi ser også en stor søgning mod vores mere bæredygtige produktkategorier. Er vi derfor dygtige til at have de rigtige varer på hylderne, så vil de produktkategorier, der ligger i vores Essential-kollektion, stå for over halvdelen af omsætningen i Tyskland på relativt kort bane,” siger Kasper Ulrich, medstifter og CEO, i pressemeddelelsen.

Med Essential-produkterne, hvor det danske brand genanvender plast fra naturen og verdenshavene, har virksomheden udviklet en produktlinje, der appellerer bredt og vokser år for år. Forventningen er, at produktkategorier fokuseret på genanvendte materialer inden for to-tre år udgør over halvdelen af Shaping New Tomorrows samlede salg på tværs af alle markeder.

”Vi investerer i år et tocifret millionbeløb. Ikke bare i ekspansionen i Tyskland, men også i udvikling af vores produktkategorier inden for genanvendelse, så vi er klar til den øgede efterspørgsel i Tyskland i takt med, at vi breder os ud over de større byer. Målet er derved at gøre vores genanvendte produkter til et endnu nemmere og oplagt valg for vores tyske kunder,” siger Kasper Ulrich.

 

Samme skabelon som Hamborg

Ekspansionen i Tyskland bygger videre på virksomhedens direct-to-consumer koncept og erfaringer fra butiksåbningen i Hamborg sidste sommer. Hamborg-butikken har vist sig profitabel efter blot fem måneder, hvilket er tidligere end forventet.

”Ligesom i Danmark så ekspanderer vi i Tyskland med vores velkendte forretningsmodel, hvor vi ikke gør brug af forhandlere, men sælger direkte til forbrugerne via et effektivt samspil mellem egne, fysiske butikker og en stærkt funderet onlinesalgskanal. Onlineomsætningen i Tyskland er i kraftig vækst og næsten fordoblet i seneste regnskabsår. Det giver os et solidt fundament for at accelerere vores tyske butiksåbninger og lykkes med vores plan om at fordoble den tyske forretning hvert år frem mod 2025,” forklarer en optimistisk Kasper Ulrich.

Dermed fortsætter virksomheden sine investeringer på trods af den ekstra usikkerhed, som krigen i Ukraine nu har bragt ind i billedet. Men præcis som under pandemien, vælger de tre stiftere en offensiv tilgang i en umiddelbar usikker periode.

”Det er klart, at inflation og usikkerheden i forbindelse med krigen i Ukraine kan påvirke vores resultater i et eller andet omfang. Hvor meget afhænger selvfølgelig af udviklingen. Når det er sagt, så tror vi så meget på vores produkter og koncept, at vi ikke er i tvivl om, at vi vinder på den lange bane ved at fortsætte med vores planlagte investeringer på trods af situationen,” siger Kasper Ulrich, som samtidig påpeger, at planerne om yderligere butikker i Tyskland i efteråret og starten af 2023 er intakte.

 

Foto: Christian Aachmann, Christoffer Bak og Kasper Ulrich