Med færre messer i Europa ønsker Modefabriek at være samlingssted for Tyskland, Holland, Belgien og Skandinavien.

Selvom messen i Amsterdam er blevet mindre over tid – både i kvadratmeter, udstillere, dage og besøgende, fremstår den stadig som en interessant og relevant handelsplatform – specielt grundet den centrale placering i Nordeuropa og med færre konkurrerende messer.

Corin van de Weerd har drevet agentforretning i 50 år under navnet Walhalla Brands – og næsten altid med danske brands. Hun mener, at danske brands har en helt speciel stil og tilgang til at drive design og handel på.

”Vi tænker meget ens; det skal være kommercielt, det skal give mening for hele værdikæden, alle skal tjene penge, og så skal det se godt ud. De danske brands skiller sig ud med en bestemt stil og er nemme at afkode i mængden af blandede europæiske brands. Man ved, at dansk er godt,” siger hun.

På Modefabriek står hun med Sofie Schnoor, mens Gestuz – som hun også er agent for – står sammen med de andre DK Company brands.

”Jeg har deltaget på Modefabriek i 25 år, altid med et eller flere danske brands, og selvom messen er blevet mindre gennem årene, så er den stadig relevant. Messerne i Tyskland og England er enten lukket ned eller er en skygge af sig selv. Derfor er der stadig plads til den hollandske messe.

Også hos agenten for Mads Nørgaard, Jan Everard W. Wiggelinkhuizen, er der stor interesse for de danske brands. Han har gennem flere årtier repræsenteret danske brands og har været agent for Mads Nørgaard i 23 år.

”Jeg er meget glad for samarbejdet med teamet hos Mads Nørgaard – det er en slags familie, både direkte og indirekte. I Danmark er brandet meget kendt og anerkendt, men det kniber lidt mere på de internationale markeder. Her er der ikke samme kendskab til personen og brandet Mads Nørgaard. Det er så min opgave at få gjort noget ved det,” forklarer han og fortæller, at han endda er blevet spurgt, om Mads Nørgaard er en rigtig person eller blot et fiktivt navn på et brand.

Agenten har været på Modefabriek i mange år og er ked af, at den er blevet meget kommerciel. Han mener, at der mangler flere high-end brands og brands med mere kant. Men han anerkender også, at det kan være svært i et marked, hvor forbrugerne søger det kendte og det trygge – og hvor indkøberne og butikkerne søger det, der er sikkert og med god indtjening.

Han reflekterer også over, at de kommende generationer har en helt anden holdning til det at købe, eje, leje, låne og gensælge tøj.

”Fashion is not in fashion,” siger han i sin egen refleksion over, hvorfor der allerede er udfordringer med at nå nok omsætning for mange brands. Han er dog meget optimistisk, når det netop gælder brands som Mads Nørgaard, der har ‘long-lasting’ design og dermed både kan klare tidens gang, tale til flere generationer og klare sig godt som gensalg.

DK Company er igen stærkt repræsenteret på Modefabriek med otte brands: Culture, Kaffe, Kaffe Curve, Cream, Saint Tropez, Soaked in Luxury, My Essential Wardrobe og Karen by Simonsen. Disse brands har været en fast del af messen i flere år, hvilket understreger Modefabrieks betydning som en vigtig platform for DK Company.

”Modefabriek er en vigtig mødeplads for os, hvor vi kan vise vores nye kollektioner til både nationale og internationale kunder,” siger den hollandske landechef, Marleen van der Velde, fra DK Company.

”Messen har over årene udviklet sig til at blive mere international, især på grund af en stigning i kunder fra Tyskland og Belgien, da messen i Tyskland er forsvundet.”

DK Company ser fortsat stor værdi i at deltage på Modefabriek. Den første dag var ifølge landechefen god med høj kvalitet af besøgende, selvom det ikke var den travleste dag:

”Vi oplevede, at de besøgende, der kom, var seriøse og interesserede i vores brands, hvilket er afgørende for os.”

Foto: Modefabriek