“Midt i denne svære tid er vi glade for at kunne dele en rigtig god nyhed.” Sådan lyder det fra adm. direktør, Allan Vad Nielsen, om den netop vundne pris.

Hummel bryder det corona-prægede nyhedsfeed med en glædelig nyhed. Det danske sports- og modebrand har netop vundet prisen i den årlige ’Sustainable Brand Index 2020’-analyse i kategorien ’Clothes & Fashion – Brands’.

Hummel er dermed kåret som værende det modebrand, danskerne anser som det mest bæredygtige.

Den adm. direktør hos Hummel, Allan Vad Nielsen, glæder sig over, at det øgede fokus på bæredygtighed bliver anerkendt.

“Det er fantastisk at se, at kunderne har lagt mærke til vores øget fokus på bæredygtighed. Vi ønsker at sige tak for støtten og på samme tid love, at vi vil fortsætte vores arbejde mod at blive en endnu mere miljøvenlig og social ansvarlig virksomhed,” lyder det fra Allan Vad Nielsen i et opslag på Linkedin.

‘Sustainable Brand Index’ er en ‘business-to-consumer’ brandanalyse med fokus på bæredygtighed på det danske marked. Analysen er baseret på en undersøgelse af danske forbrugere og viser, hvordan brands bliver opfattet på både miljø- og social ansvarlighed.

Salling Group vandt prisen i kategorien for ‘Consumer Goods Corperations’, mens H&M vandt kategorien ’Clothes & Fashion – Stores’.