Den københavnske modemesse Revolver kan lukke dørene for AW 18-messen med høje besøgstal – faktisk de højeste nogensinde.  

Revolver oplevede under modeugen besøgstalsrekord hos messens 350 udstillende brands. Ved at repræsentere et bredt udvalg af skandinaviske udstillere, bekræfter Revolver interessen for skandinavisk mode fra både lokale og internationale indkøbere samt presse. Det skriver modemessen i en pressemeddelelse.

Ifølge Christian Maibom, stifter og kreativ direktør for Revolver, skal årsagen til de mange besøgende findes i en kombination af flere aspekter:

”Hovedårsagen skyldes naturligvis og primært de skandinaviske brands og det fokus, som skandinavisk design p.t nyder godt af worldwide. Det skyldes uden tvivl også det store arbejde, som messerne i København, det være sig såvel Bella Center som Revolver, har udført de sidste mange år. Sidst men ikke mindst, så skyldes det også det almene fokus, der er på Skandinavien og ikke mindst byen København,” fortæller han til TØJ.

Læs også: Messereportage Revolver februar 2018

I pressemeddelelsen tilføjer Revolver, at messen i fremtiden vil fortsætte med at skubbe ”det bedste af Skandinavien” ud over grænserne, hvilket skal give mulighed for at eksponere Revolver-udstillere til et bredere og endnu mere internationalt publikum.

Revolver-messen løber af stablen igen under den næste københavnske modeuge, som ligger fra den 8. til den 10. august 2018.