Der er sket store forandringer hos herretøjsbrandet Tailored & Originals, der den senere tid har investeret i flere ansatte og udviklingen af en ny strategi samt fornyet brandets look og dna.


Læs eller genlæs artiklen, som blev bragt i TØJ nr. 3 2018, sektion 2.


Tailored & Originals har gennem en årrække lavet tøj til den velklædte, voksne mand, og når virksomheden fremadrettet fortsætter med at gøre netop det, så bliver det med et fokus på at få brandet til at positionere sig som stærkt og selvstændigt. Det omfatter at tilføje brandet et skarpt og unikt præg. TØJ har forud for modeugen talt med Sales & Export Manager for Tailored & Originals, Jimmy Diddi Bagger, der fortæller om visionen:

”Vi har arbejdet på en ny strategi for brandet, der skal skille sig væsentligt mere ud og stå på helt egne ben. Vi skal tilbyde noget skarpt og unikt på markedet for herretøj. For os betyder det, at vi fokuserer på blandt andet soft tailoring og på kvaliteten.”

I forhold til ændringerne i strategien og omstruktureringen af organisationen forklarer Jimmy Diddi Bagger.

”Grundstammen for alt det nye er skabt og på plads nu, men udviklingen slutter aldrig. Noget, vi har brugt rigtig meget tid på, er at få defineret rammerne 110 procent, og så er der for eksempel også mange grene i den digitale verden, som vi skal arbejde videre på.”

Tailored & Originals forhandles blandt andet i herretøjskæden Solid, gennem egen B2B-shop, og så er brandets egen B2C-shop under udvikling. Noget af det, der fremadrettet vil blive arbejdet på, er at få de forskellige brands under CNS Group til at stå endnu skarpere hver for sig.

Skræddersyet komfort
Det skræddersyede look i kategorien ’soft tailoring’ er blevet en større og større del af forretningen gennem årene. Tailored-linjen fra Tailored & Originals er således gået fra at være en lille del af setuppet til at være en stor del af forretningen, og de skræddersyede styles går på tværs af alle produktgrupper som eksempelvis blazere, bukser, skjorter og overtøj. Stilen er holdt i et voksent look, og herretøjsbrandet har en fullrange kollektion bestående af alt lige fra hverdagstøj, t-shirts og strik til pæne skjorter med pasform og soft tailored overtøj.

Mens Tailored-kollektionen er komfortabel, men dog mere formel i sit udtryk, byder & Originals-linjen på afslappede styles, mere casual påklædning og et hverdagslook, som kan dresses op og ned – for eksempel ved at bære en blazer udenpå t-shirten.

”En kæmpe del af soft tailoring er komforten. Manden skal føle sig tilpas i tøjet, og det gælder både fittet og de forskellige styles. En buks kan for eksempel sagtens se rigtig pæn ud, men føles komfortabel som en joggingbuks, og der skal være noget til dem, der kan lide det mere casual look, samtidig med at de er velklædte,” fortæller Jimmy Diddi Bagger om konceptet ’soft tailoring’ og fortsætter:

”Manden anno 2018 skal gerne have lidt mere kant og turde være lidt frækkere i sin påklædning. Vores styles kan både have nogle lidt italienske, skræddersyede vibes over sig og nogle mere komfortable og afslappede kvaliteter. Det vigtigste er komforten, fordi den betyder så meget for, at manden føler sig godt tilpas i tøjet. ”

På messe med nye tiltag
Da Tailored & Originals deltog på CIFF i august, var det med et nyt look, et større blazer- og bukseprogram samt en attraktiv prisstrategi over for indkøberne på messen.

”Med på messe havde vi en kollektion med et virkelig fedt udtryk, et endnu skarpere look end det, som folk normalt kender os for, og så er der skruet op for detaljegraden,” forklarer Jimmy Diddi Bagger og uddyber:

”Vi har været meget fokuserede på at tilføje Tailored & Originals nogle unikke kvaliteter og nogle synlige ’point of differences’, der gør, at brandet skiller sig ud fra andre herretøjsbrands. Det, tror vi, kan ses i den nye kollektion og fremadrettet i det hele taget.”

Udover en fortsat udvikling af brandets unikke dna og identitet, retter Tailored & Originals sit fokus på at slå dybere rødder på det skandinaviske marked, og så bliver der arbejdet med digitalisering og data for at blive klar til alle de muligheder, der følger med i kølvandet på udviklingen.

I dag forhandles Tailored & Originals i hele Skandinavien, Tyskland, Østrig, Schweiz, Spanien, Italien samt i Grækenland og på Cypern. Derudover er Irland et stort marked for det danske herretøjsbrand, ligesom det især er udviklingen af eksporten til Tyskland, Spanien og Italien, der er i fokus.

”Vi vil naturligvis rigtig gerne vokse på vigtige markeder som Tyskland, Spanien og Italien, men konkurrencen er uden tvivl hård på de markeder. Samtidig ønsker vi for alvor at slå rødder på det skandinaviske marked, nu hvor Tailored & Originals er klar til at blive relanceret med sin nye, unikke profil,” fortæller Jimmy Diddi Bagger afslutningsvist.


Læs eller genlæs artiklen, som blev bragt i TØJ nr. 3 2018, sektion 2.