Danske e-handelsvirksomheder oplever i stigende grad, at deres webshops helt eller delvist bliver kopieret. Dansk Erhverv og e-mærket opfordrer derfor virksomheder til at være opmærksomme.

Både Dansk Erhverv og e-mærket modtager stadig flere henvendelser fra virksomheder, som oplever, at deres webshops bliver kopieret eller efterlignet. Hvor det tidligere hovedsageligt var de helt store brands, som oplevede at blive kopierede, sker det nu i stigende grad, at også mellemstore og mindre virksomheder bliver ramt.

”Kopiering rammer nu virksomheder, som ikke har de samme ressourcer og fokus på problemet som store veletablerede brands. Kopiering indebærer altid en risiko for, at potentielle kunder bliver ledt på afveje, så de bliver utrygge ved din shop eller dit brand. Så det første råd er løbende at tjekke, om I optræder på domæner, hvor I ikke burde være,” siger chefkonsulent hos Dansk Erhverv, Jens Wedenborg.

Få et overblik og reager
Når først man som virksomhed oplever, at ens webshop er blevet kopieret, er det desværre sandsynligt, at den er blevet kopieret op til flere gange. Det har altid været relativt nemt og hurtigt at oprette falske webshops på en lang række forskellige domæner, og nu medfører den tekniske udvikling med bl.a. AI, at kvaliteten af de massekopierede svindelshops hele tiden bliver højere.

Derfor opfordrer Dansk Erhverv og e-mærket danske virksomheder til at at være opmærksomme. En grundig og regelmæssig Google-søgning på jeres virksomhedsnavn kan give jer et hurtigt overblikket, men der kan sagtens være svindelwebshops, som har kopieret jer, uden at de optræder i Googles søgeresultater. Og bare fordi de ikke er nemme at google sig frem til, er ingen garanti for, at de ikke når ud til jeres kunder. I de seneste år er flere og flere svindelshops nemlig begyndt at annoncere via sociale medier, hvilket desværre har vist sig at være en effektiv kanal for dem.

Vil man være sikker, er det derfor en god idé også at bruge mere målrettede onlineværktøjer, hvor man specifikt kan gå ind og søge efter såkaldt ”duplicate content”. Der er en stribe af værktøjer, som kan identificere kopierede tekster og billeder.

Få styr jeres immaterielle rettigheder
Den bedste måde at løse problemet med svindlere, som kopierer eller efterligner jeres webshop, er selvfølgelig at få den falske side lukket. Det har blandt andet Bauhaus haft held med i samarbejde med e-mærket. Det kræver dog, at der i forbindelse med kopieringen sker en krænkelse af jeres immaterielle rettigheder. For at få lukket svindelshoppen er det derfor en styrke, hvis I kan se, at jeres logo, unikke tekster eller billeder, som I selv – og ikke en eventuel producent – har rettighederne til, er blevet kopieret. Er det tilfældet, kan man relativt nemt og hurtigt få lukket siden. Derimod vil det typisk være sværere, hvis det ‘kun’ er produkttekster og -billeder fra producenten, som er blevet kopierede

For at undgå at potentielle kunder falder i svindlernes fælde kan man også kommunikere på sine egne kanaler. Man kan blandt andet undersøge muligheden for at blive partner i appen ”Mit Digitale Selvforsvar”, som Forbrugerrådet Tænk står bag. Den har over 400.000 danskere hentet, og her kan både organisationer og virksomheder advare om svindel.

Misbrug af domænenavne
Som virksomhed kan I også overveje at registrere forskellige variationer af jeres domænenavne for at forhindre, at svindlere opretter lignende domæner for at forvirre kunderne. Dette kan omfatte stavemåder med små ændringer, tilføjelse af ord eller tegn, der ligner jeres virksomheds- eller brandnavn, osv.

For .dk-domæner er der hjælp at hente hos Punktum DK, det tidligere DK-Hostmaster, der gennem flere år har styrket indsatsen mod typosquatting, tvivlsomme registreringer og overtagelser af .dk-domæner m.m.

”Cyberangreb stiger desværre hele tiden, og det vigtigste for virksomhederne er løbende at prioritere deres sikkerhed, uanset om det er mod kopiering af hjemmesider, DDOS- og Ransomware-angreb eller noget helt andet. Dansk Erhverv holder løbende seminarer og webinarer, hvor vi sætter fokus på aktuelle sikkerhedsspørgsmål, senest et digitalt gå-hjem møde om Cybersikkerhed og detailhandel,” siger Jens Wedenborg.

Foto: Unsplash