Både bundlinjen og årets resultat øges med flere mio. kroner. Forventningerne til det kommende regnskabsår 2020/21 er yderligere vækst, lyder meldingen.
Den danske accessoriesvirksomhed Markberg har netop offentliggjort sine tal for regnskabsåret 2019/20 i en pressemeddelelse.
Bruttofortjenesten vokser med 33 procent og kommer op på et tocifret millionbeløb. Den ender helt nøjagtigt på 13 mio. kroner i 2019/20 mod 9,7 mio. kroner i 2018/19.
Resultatet før skat ligger indeks 150 og ender på 5,9 mio. kroner i det nyeste regnskab mod 3,9 mio. kroner året før.
Egenkapitalen er ved regnskabets afslutning på 14,9 mio. kroner.
Ledelsen, kæresteparret Mette Astrup og Rune Klemmensen, er tilfredse med resultatet. Regnskabsåret har nemlig været udfordret af en forårssæson med butiksnedlukninger grundet Covid-19.
“Overordnet set kommer vi meget tilfredse ud af regnskabsåret 2019/20. Vores målsætning lå oprindeligt endnu højere, men grundet justering i forventningerne i foråret 2020 kan vi kun være yderst tilfredse med at sætte vækstrekorder i et år præget af Covid-19. Vores salg topper i november og december, og julehandlen i 2019 var meget positiv for Markberg, hvilket betød, at vi, allerede inden corona satte ind, havde betydelige vækstrater. Havde Covid-19 ramt 3-4 måneder tidligere, havde situationen set væsentlig anderledes ud,” siger Rune Klemmensen i pressemeddelelsen.
Det er både i eksport og salg i Danmark og via virksomhedens egen webshop, at Markberg oplever vækst. Netop på grund af den gode vækst har Markberg heller ikke skåret ned i organisationen under Covid-19. Virksomheden har derimod ansat flere nye profiler med målet om at skabe fremtidig vækst, hvilket også er målet for det igangværende regnskabsår.
Du kan se Markberg ApS’ placering på modebranchens top 150 her eller følge listen live her.
Nøgletal for Markberg ApS
2023 | 2022 | 2021 | |
Omsætning | - | - | - |
Bruttofortjeneste | 17.697.203 DKK | 17.894.940 DKK | 12.364.053 DKK |
Resultat før skat | 234.595 DKK | 3.620.294 DKK | 1.830.932 DKK |
Årets resultat | 168.784 DKK | 2.797.884 DKK | 1.411.827 DKK |
Balance | 41.295.559 DKK | 39.097.274 DKK | 37.566.472 DKK |
Egenkapital | 16.744.860 DKK | 18.296.421 DKK | 15.397.299 DKK |
Foto: Markberg