Hvordan køber I ind til sæsonen AW 24/25? Hvad kan en messe som CIFF bidrage med i dit arbejde som butiksindehaver? Hvad skal der til for, at en udstiller fanger din opmærksomhed? De spørgsmål har TØJ stillet de to butikker Little Reshop i Horsens og Cadovius i Herning.

Anne Mette Christensen

Indehaver af Little Reshop i Horsens

Hvordan køber du ind til sæsonen AW 24/25?

Jeg har møder med mine leverandører, hvor jeg kan se og mærke de nye kollektioner. Jeg går meget efter min mavefornemmelse og min erfaring. Derudover søger jeg den røde tråd gennem den nye sæson, så jeg kan udvælge det bedste sortiment til mine kunder.

Hvad kan en messe som CIFF bidrage med i dit arbejde som butiksindehaver?

Messen kan inspirere og skabe overblik over kommende trends, farver og nye brands til den nye sæson. Derudover er det skønt at mødes fysisk med nogle af de brands, jeg både kender og ikke kender i forvejen.

Hvad skal der til for, at en udstiller fanger din opmærksomhed?

At jeg tiltrækkes af deres univers og dermed bliver nysgerrig på brandet. Æstetikken skal tiltale mig helt naturligt, for jeg er udpræget visuel.

 

Trine Mosegaard

CEO hos Cadovius i Herning

Hvordan køber du ind til sæsonen AW 24/25?

Til sæsonen AW 24/25 kommer jeg til at købe mere prisbevidst ind til min butik.

Hvad kan en messe som CIFF bidrage med i dit arbejde som butiksindehaver?

CIFF inspirerer mig og især det her år, hvor det hele er blevet samlet igen. Jeg lægger mærke til, hvem der er med, hvordan de har valgt at gribe sæsonen an, og hvilken identitet de forskellige brands har.

Hvad skal der til for, at en udstiller fanger din opmærksomhed?

Hvis der er mange mennesker på samme stand, så fanger det min opmærksomhed. For så går snakken jo om, hvilket brand der kan tiltrække så mange. Jeg har samtidig gjort mit forarbejde hjemmefra og for eksempel set på Instagram, hvilke brands der er nye eller på vej frem igen, som jeg skal holde øje med på messen.