Lisbeth Kierkegaard og Stine Borggaard
Q&A med henholdsvis kommunikationsansvarlig og projektleder hos Dypång Management, som arrangerer Aarhus Fashion Week
Hvad kan udstillere og besøgende forvente af Aarhus Fashion Week?
De besøgende kan forvente en salgsmesse fuld af liv. Udstillerne har gode relationer til hinanden og ser meget frem til at samles ét sted – der bliver ofte grint, hygget og sparret med hinanden både ved stativerne og i kaffebaren. Trods den livlige atmosfære tager udstillerne højde for, at de besøgende får dedikeret tid og ro til at gennemgå de nye kollektioner og foretage indkøb. Det skaber en effektiv indkøbsoplevelse, hvor de besøgende i år kan håndtere alle deres køb ét sted uden behov for at planlægge transporttid.
Hvorfor har I ønsket at samle messen?
I tæt samarbejde med vores nuværende udstillere stræber vi konstant efter at forbedre Aarhus Fashion Week. Ved at samle alle brands på én lokalitet ønsker vi at gøre indkøbsprocessen mere effektiv for de besøgende. Det giver de besøgende mulighed for at planlægge en hel indkøbsdag ét sted, hvor gratis parkering, forplejning, inspiration og indkøb venter dem, og hvor de kan opdage et bredt udvalg inden for mode, sko, accessories og boliginteriør.
Gør I noget anderledes i forbindelse med den nye lokation?
Lokationen er ny, men konceptet er det samme. Vores værdier og tilgang følger med til den nye adresse. Med den øgede kapacitet intensiverer vi loungeområder og barområder for at skabe et endnu hyggeligere og interaktivt miljø.
Til forrige messe var I fyldt booket – hvad er det, I lykkes med?
Vi oplever en stærk opbakning til, at der eksisterer en salgsmesse i Jylland. Tilbagemeldingerne fra både udstillere og besøgende er, at Aarhus Fashion Week formår at skabe de nødvendige rammer for effektive salgsmøder. Lokationen, fællesskabet, forplejningen, servicen og atmosfæren er afgørende elementer, der bidrager til messens succes.
Fakta
Hvornår afholdes messen: 6.-8. februar 2024
Hvor afholdes messen: Savvaerket, Søren Nymarksvej 8A, 8270 Højbjerg