CIFF fejrer 30-års jubilæum med en masse nye tiltag. I år er der blandt andet fokus på beauty- og livsstilsbrands.

CIFF og CIFF Showrooms byder velkommen til den 60. udgave af Copenhagen International Fashion Fair. Her venter tre dage med masser af fart, energi og kreativitet, hvor messens jubilæum skal fejres med en masse nye tiltag:

”Det er vores 30-års jubilæum, så denne gang har vi også livsstils- og beautybrands med på messen, da mode er mere end blot det tøj, vi bærer på kroppen. På CIFF handler det netop om at skabe et fællesskab og community, hvor der er plads til alle. Når det er sagt, er vi naturligvis stolte over de alle tøjbrands, der kommer på messen – både de nye og de mærker, der vender tilbage igen og igen. Vi har også et nyt område, som hedder ’The Apartment’ – her kan man besøge nogle fantastiske danske brands som for eksempel Notes du Nord, Han Kjøbenhavn, Olivia Bloch og Tobias Birk. Lige ved siden af er der et vintageområde, hvor man kan købe noget unikt og brugt med hjem, hvis man får lyst til det,” siger Rebecca Laudrup, SoMe- & PR-manager hos CIFF.

Vi skal inkludere hinanden

Den gode stemning og et boost af ny energi er vigtig for Rebecca Laudrup:

”Det skal være tre dage, hvor brands føler, at de vokser og lærer nyt. Vi skal alle sammen inkludere hinanden mere, og det vil vi gerne være med til at påvirke. Vi har for eksempel happy hour hver dag, og selvom der vil være dj’s og gode drinks, er det ikke kun for at få skabt hyggelige sammenkomster – men også for at brands, indkøbere, presse og influencere kan mødes på kryds og tværs, komme i snak og potentielt få noget ud af hinanden. CIFF skaber rammerne og vil gøre meget for, at alle får noget ud af deres besøg.”

De besøgende på CIFF kan se frem til en masse spændene talks, fortæller CIFF’s SoMe- & PR-manager videre:

”Business of Fashions indlæg omhandler innovativ technologi, og hvor stor betydning det har for branchen. Peclers Paris vil snakke om modetrends, kropsdiversitet og ligestilling. Scandinavian Minds snakker om transformation, og de inviterer forskellige vigtige stemmer op på scenen. Og så er der Vocast, som vil fortælle om de forskellige SoMe-platforme, og hvordan det kan være med til at vækste et brand. Om torsdagen har vi et Elle-event med talks, hvor chefredaktør Cecilie Ingdal vil snakke med fire forskellige design­ere om opbygningen af et modebrand.”

CIFF har også indgået nye samarbejder og får forskellige danske madboder på messen, så udstillere og besøgende kan få glæde af Meyers, Hooked, Kalles Kaffe og deres egen CIFF café.

Fakta:
Hvornår afholdes messen: 1.-3. februar 2023
Hvor afholdes messen: Bella Center Copenhagen

Foto: CIFF