Mandatory forventer, at den tredje udgave bliver deres mest ambitiøse til dato. “Vi bygger videre på erfaringerne fra de første to udgaver samt vores forståelse for branchen, men har samtidig skærpet den samlede oplevelse for brands og besøgende,” lyder det.

Hvad forventer I af den kommende udgave af Mandatory?
Vi forventer, at den tredje udgave af Mandatory bliver vores mest fokuserede og ambitiøse til dato. Vi bygger videre på erfaringerne fra de første to udgaver samt vores forståelse for branchen, men har samtidig skærpet den samlede oplevelse for brands og besøgende. I år har vi blandt andet arbejdet målrettet med at styrke det internationale perspektiv sammen med de lokale aktører samt at skabe bedre flow og rammer for de kommercielle møder.

Hvad kendetegner de brands, I vælger at have med?
Vi arbejder ud fra et kurateret princip, hvor vi lægger vægt på kvalitet, identitet og relevans – ikke kun popularitet. Det handler ikke om størrelsen på et brand, men om dets evne til at bidrage med noget ærligt, modigt og markant til det samlede udtryk. Vi ønsker en balance mellem etablerede navne, der kan tiltrække opmærksomhed, og nye brands, der kan udfordre status quo og skabe fremdrift.

Hvordan fungerer jeres samarbejde med NuOrder by Lightspeed i praksis?
Samarbejdet med NuOrder gør det muligt for os at forbinde den fysiske og digitale oplevelse på en måde, der giver værdi på tværs af hele værdikæden – og ikke kun den 5.-7. august. I praksis betyder det, at alle brands får adgang til en professionel og intuitiv B2B-platform, som gør indkøbsprocessen mere effektiv, gennemsigtig og datadrevet både før, under og efter messen. Det er med til at hæve det professionelle niveau og matche branchens forventninger anno 2025.

Hvordan balancerer I ønsket om at være en kommerciel platform med ambitionen om at bidrage til branchen og det kreative miljø?
Det er et bevidst og konstant arbejde at finde den balance, men vi ser ikke de to ambitioner som modsætninger. Vi tror på, at god forretning og kreativ integritet kan og bør gå hånd i hånd. Vores udgangspunkt er, at vi er sat i verden for at styrke hele økosystemet omkring mode og design, og det kræver både forretningssans og kulturel forståelse.

Hvad er de største muligheder og udfordringer for Mandatory i lyset af den aktuelle udvikling i modebranchen?
Branchen står midt i en transformation, hvor bæredygtighed, digitalisering og nye forbrugsmønstre sætter dagsordenen. For en platform som vores handler det om at være lydhør, agil og værdiskabende. Vi skal turde tage stilling og give plads til de brands, der tør tænke anderledes. Vi tror på, at Mandatory kan være med til at forme fremtiden – ikke bare følge med den.

Hvornår afholdes Mandatory: 5.-7. august 2025
Hvor afholdes Mandatory: Øksnehallen, Halmtorvet 11, 1700 København