Det hele begyndte i et baglokale i en butik i Haderslev. I dag er Pernille Corydon Jewellery vokset udover Danmarks grænser og findes hos over 600 forhandlere verden over. Men for Pernille Corydon handler det ikke om eksplosiv vækst eller om at være størst.

Eventyret bag Pernille Corydon Jewellery startede i 2007 i hendes egen lille butik i Haderslev. I dag ligger smykkebrandets flagship store i hjertet af København. Hovedkontoret ligger fortsat i Haderslev og danner rammen om en virksomhed drevet med hjertet af den autodidakte smykkedesigner Pernille Corydon, som også er leder for virksomhedens 20 medarbejdere.

Dedikation, ordentlighed og arbejdsglæde er nøgle­ordene for Pernille Corydon. Det var det helt i starten, og det er det fortsat:

”Det har taget tid, men jeg står ved, at jeg har bløde værdier. Det behøver ikke at gå op i bundlinje det hele. Jeg vil selvfølgelig gerne sælge smykker, men jeg er drevet af, at mine ansatte, forhandlere, samarbejdspartnere og jeg selv er glade og trives.”

Den lille sønderjyske forretning med den store passion for æstetik og kreativitet voksede sig hurtig til en succesfuld smykkevirksomhed med flere ansatte og efterspørgsel fra ind- og udland. Det lå ellers ikke i kortene, at Pernille Corydon skulle stå i spidsen for en smykkevirksomhed. Hun er uddannet pædagog og har tidligere arbejdet med udsatte børn og unge. Men drømmen om at skabe sit eget fyldte mere og mere. Med i bagagen havde hun et iværksætterkursus, et lån fra banken og en stor skabertrang:

”Jeg fik hurtigt en erkendelse af, hvad jeg er god til, og hvad jeg absolut ikke er god til. Jeg bryder mig simpelthen ikke om hele salgssituationen. Jeg bliver helt akavet i det, og jeg synes stadig, at det er pinligt at sælge mine smykker. Derfor var min første ansatte også en sælger,” fortæller Pernille Corydon smågrinende. Teamet hos Pernille Corydon består af 20, hvor flere af de første ansatte i virksomheden stadig er med i dag. Det er en arbejdsplads med plads til medarbejdere som hele mennesker, med en flad virksomhedsstruktur og et sjældent stærkt sammenhold.

”Vi kærer os for hinanden, både i og uden for arbejdstiden. Vi træffer beslutninger sammen, og det er de bedste argumenter, der vejer tungest – og ikke titler. Jeg ansætter sjældent nogen på baggrund af deres CV, men i højere grad på grund af, hvem de er,” fortæller Pernille Corydon.

 

 

Værdidrevet virksomhed siden 2007

I starten producerede Pernille Corydon selv alle smykker, men i takt med at brandet voksede sig større, og hun lavede mere komplicerede design, fik hun brug for en anden ekspertise i produktionen. Hun begyndte
derfor at samarbejde med en lille fabrik i Thailand, som i dag – 13 år senere – stadig producerer hendes smykker og er blevet en nær relation for hende.

”Jeg er ofte blevet spurgt om, hvorfor jeg ikke bare går all in, får en direktør og et advisory board. Men jeg har ingen bestyrelse, og jeg jagter ikke gazeller. Det er bare ikke dét, jeg skal. Jeg mærker meget efter i maven og pejler efter, om noget føles rigtigt eller forkert. Jeg skal også selv kunne følge med. For mig vil der også være store ulemper ved at skulle ekspandere helt vildt. Hvad skulle jeg gøre med fabrikken i Thailand, som jeg har arbejdet med i så mange år? Det ville betyde, at de ikke kunne følge med i produktionen. Jeg vil ikke skippe sådan et langvarigt samarbejde og eksempelvis rykke produktionen til Kina. Jeg er vækstet meget gennem årerne, men lige så stille. På den måde har jeg lært, at det er helt okay at gøre tingene på min egen måde og ikke lytte til andres gode råd.”