Mette Marie Nørgaard har skabt Infinito 2012 med orden i det forretningsmæssige penalhus. Hendes baggrund som rådgiver for modebranchen gør, at bundlinje og æstetik danner parløb i taske- og accessoriesvirksomheden. Med fokus på perfektioneret håndværk og bevidste valg over hele linjen insisterer hun på at holde fast i det, der føles rigtigt – og altid velovervejet.
Det startede som en slags italiensk sommerdrøm. Mette Marie Nørgaard og familiens nære venner i Toscana kendte en familiejet virksomhed med stilsikre designtraditioner og et ypperligt italiensk håndværk. Det blev med tiden til Infinito 2012, der blev grundlagt i Nordsjælland i 2023. Stifter og indehaver Mette Marie Nørgaard har mere end 20 års erfaring fra modebranchen. Hun ønskede et brand, hun kunne stå inde for, og hun ville bygge noget, der er skabt til at holde:
“Med afsæt i min erfaring i branchen, tog jeg et skridt tilbage. Jeg ville gøre det på en enkel måde – uden unødvendige lag og uden at komplicere tingene mere end nødvendigt. Produktet har hele tiden været kernen.”
Infinito 2012 skaber tasker og accessories i et tidløst udtryk, hvor den nordiske enkelhed forenes med italiensk håndværk i æstetik, funktion og form. Produkterne bliver håndlavet i Toscana af en IT01-certificeret, anerkendt producent med dybe rødder i traditionelt læderhåndværk. Alt bliver produceret efter ordre, og ingen styles er med uden formål.
“Jeg tror på, at hvis du vil lave et godt produkt, skal du putte så meget godt i det som muligt. Ikke store kampagner, men godt håndværk og kvalitetsmaterialer,” fortæller Mette Marie Nørgaard.

Værdisættet
Mette Marie Nørgaard er ikke ny i branchen. Hun har arbejdet hos InWear Group, IC Companys og Bruuns Bazaar og har i flere år spidset sin faglige blyant som rådgiver for små og mellemstore virksomheder med strategi, branding og eksport som omdrejningspunkt. Denne erfaring integrerer hun nu i Infinito 2012, hvor relationer og menneskelige værdier er centrale:
“Det hele starter med relationen og mennesket. Det er kernen i alt, jeg gør. Jeg er på en rejse sammen med mine forhandlere og samarbejdspartnere, og det skal føles rigtigt. Når energien er til stede, opnår vi de bedste resultater sammen.”
Hun lægger derfor vægt på langsigtede relationer og nære samarbejder både med producenter og forhandlere og ser det som en styrke, når der stilles krav:
”Jeg kan godt lide, at mine forhandlere er kræsne. De passer på deres kunder, som er bevidste forbrugere, ligesom jeg selv er. Det viser, at valget er bevidst og velovervejet, og når det er tilfældet, skaber det som regel stærke resultater og loyalitet.”
Stærk kerne med indbygget forsigtighed
Hos Infinito 2012 er ansvarlighed ikke et indholdsløst buzzword. Det er noget, der gennemsyrer alt fra materialevalg til tempo og prisstruktur. Med et lille, effektivt setup kan Mette Marie Nørgaard bevare overblikket og sikre, at alle beslutninger er økonomisk og værdimæssigt forsvarlige:
“Jeg siger ofte nej til tiltag, der ikke passer til min måde at arbejde på. Det handler ikke om, at jeg har alle svarene, men min erfaring gør mig opmærksom på, hvor vigtigt det er bevidst at prioritere rækkefølgen af tiltag. Ellers kan det hurtigt løbe løbsk, og for mig er det vigtigt, at virksomheden vokser stabilt.”
Prisen afspejler eksempelvis en enkel struktur og et valg om ikke at pakke produktet ind i unødige omkostninger. Det er en balance, Mette Marie Nørgaard arbejder meget med.”
Med denne grundige tilgang følger også en kompromisløs kvalitetssikring, som hun selv står for. Det er en værdi, hun deler med sine italienske producenter, hvor kærligheden til håndværket og stoltheden i at gøre sig umage gennemsyrer alt. Det skal være i orden:
“Jeg stiller høje krav til det, vi sender ud. Jeg er ikke kritisk for kritikkens skyld, men fordi jeg har respekt for både håndværket og kunden. Et produkt skal helst kunne stå alene uden behov for forklaringer.”
Vækst i eget tempo
Selvom Infinito 2012 stadig er et ungt brand, har det opbygget en solid kerne. Væksten styres ikke af markedspres, men sker i det tempo, som giver mening:
“Vækst er vigtigt, og for mig handler det om at bygge noget, der kan holde både økonomisk og menneskeligt”.
Tvivlen dukker indimellem op hos Mette Marie Nørgaard, ikke som en svaghed, men snarere som en faglig refleks, der holder hende skarp:
“Jeg har respekt for alt det gode, der allerede findes. Tvivlen holder mig vågen og hjælper med at finjustere.”
En forretning i takt med sig selv
Fremtiden handler om velovervejede beslutninger. Holland, Sverige og Norge er naturlige næste markeder, men international ekspansion sker kun, når timingen er rigtig:
“Jeg ved, hvad det kræver at lykkes på tværs af grænser, og derfor skal ekspansion være velovervejet. For mig handler det om at sikre, at likviditeten er i orden, samtidig med at kvalitet og kerneværdier bevares hele vejen igennem. Det handler om at bevare nærheden og det menneskelige – også når virksomheden vokser.”
I et marked præget af konstant forandring ser Mette Marie Nørgaard agilitet og integritet som afgørende konkurrenceparametre:
“Jeg bliver inspireret af virksomheder – store som små og på tværs af brancher – der formår at bevare både agilitet og integritet i et uforudsigeligt marked. Det kræver en praktisk tilgang og bevidste valg hele vejen igennem med fokus på både fleksibilitet og ansvar.”



